Mandag måtte Niarn udskyde sin landsdækkende turné.

Årsagen var, at den 44-årige rapper var så nedslidt af en autoimmun sygdom, at han måtte have en nyretransplantation - og det var samtidig første gang, at Niels 'Niarn' Roos røbede, at han var syg.

Men i et afsnit af hans og komikeren Christian Geo Heltboes podcast 'Let's do Niarn & Geo' giver han nu for første gang det fulde billede af sin alvorlige, hemmeligholdte sygdom.

»Jeg har jo gået og haft en hemmelighed i mere end to år. Det er faktisk, at jeg er pissesyg. Jeg er skidesyg, og det har jeg været i lidt over to år. Jeg har fået en nyresygdom, sådan en autoimmun nyresygdom, og det vil sige, at det er min egen krop, der er gået igang med at nedbryde mine nyrer og mit immunforsvar,« fortæller Niarn i podcasten.

Den 44-årige rapper Niels 'Niarn' Roos giver nu det fulde indblik i sin alvorlige sygdom, som han har holdt hemmelig de sidste to år, hvor han samtidig har spillet koncerter. Nu aflyser han sin kommende turné på grund af behovet for en nyretransplantation.
Den 44-årige rapper Niels 'Niarn' Roos giver nu det fulde indblik i sin alvorlige sygdom, som han har holdt hemmelig de sidste to år, hvor han samtidig har spillet koncerter. Nu aflyser han sin kommende turné på grund af behovet for en nyretransplantation. Foto: Jonas Vandall ørtvig/Ritzau Scanpix
Vis mere

Her understreger den 44-årige rapper ikke mindst, at selvom man kunne tro det, så er nyresygdommen på ingen måde afledt af hans tidligere livsstil med sprut og stoffer.

Men nu er han så nået til et punkt i sit sygdomsforløb, hvor han efter en nylig svampeinfektion i sit p-dialysekateter er kommet tilbage i hæmodialyse for at få renset sit blod tre gange ugentligt på Rigshospitalet.

Og ikke mindst er hans krop så medtaget, at han har hårdt brug for en ny nyre.

Desværre er både 'Dobbelt A'-rapperens mor og onkel trods deres villighed blevet erklæret uegnede som nyredonorer for ham.

Nu er det så hans storebror Peter, som han håber at kunne få en nyre fra. 

Og her ser det heldigvis lyst ud.

»Det eneste, vi faktisk mangler, det er vævstypeprøvesvar, og det vil sige, at han er godkendt til, at han godt kan give en nyre,« forklarer Niels 'Niarn' Roos i det nye afsnit af sin podcast.

Hvis alt går rigtigt, skal rapperen så have sin storebrors nyre indsat i løbet af efteråret, hvorefter han skal restituere frem til årets udgang - og tage immundæmpende medicin resten af livet. 

Den 44-årige rapper Niels 'Niarn' Roos giver nu det fulde indblik i sin alvorlige sygdom, som han har holdt hemmelig de sidste to år, hvor han samtidig har spillet koncerter. Nu aflyser han sin kommende turné på grund af behovet for en nyretransplantation.
Den 44-årige rapper Niels 'Niarn' Roos giver nu det fulde indblik i sin alvorlige sygdom, som han har holdt hemmelig de sidste to år, hvor han samtidig har spillet koncerter. Nu aflyser han sin kommende turné på grund af behovet for en nyretransplantation. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Hvis den nyre så bare holder de gennemsnitlige ti år, så er Niarn glad, for så har han som 55-årig kunne følge sin og konen Asals datter Akacia til hendes tyvende leveår.

Og hvis han ikke kan få sin brors nyre, må han på 'organtinder', som han joker med.

For han ved, at sit eget og sine nærmeste helbred bliver den eneste bekymring, han nogensinde kommer til at bøvle med fremover, forklarer han.

I et opslag på Instagram takker Niels 'Niarn' Roos også for de mange kærlige tanker, han har modtaget ovenpå afsløringen af sin alvorlige sygdom.

'Jeg må indrømme, at det har været ret overvældende,' skriver han.

'Midt i al elendigheden føler jeg mig som et utroligt heldigt menneske, der har fået lov at røre så mange mennesker med min kunst, som nu giver lidt tilbage i form af god energi og kærlighed.'

Hør seneste afsnit af B.T.-podcasten 'Det vi taler om' herunder.