»For mig emmer det her af frihed.«

Sådan lød det fra Nye Borgerliges leder, Pernille Vermund, da hun var med hos B.T. Live på Facebook, hvor debatten handlede om de billeder, der blev taget i forbindelse med en artikel hos Berlingske. Hos B.T. Live løftede hun sløret for, hvad der skete på det omdiskuterede photoshoot.

Selve artiklen handlede om Nye Borgerliges økonomiske udspil, hvor der blandt andet lægges op til, at der skal skæres 100.000 medarbejdere i den offentlige sektor og indføres markante skattelettelser.

Indholdet af udspillet har været til debat. Det samme kan man roligt sige, om den måde Pernille Vermund tager sig ud på billederne til artiklen, hvor hun får kritik for at fremme sin politik med sin krop og sit udseende.

En af de mange kritiske røster kommer fra den strategiske direktør i Altinget og Mandag Morgen, Lisbeth Knudsen.

Det er især to billeder, som har fået kritikerne op af stolene. På det ene billede kan man se Pernille Vermund ligge flydende i vandet iført en rød sommerkjole. På det andet billede sidder hun på kanten af en tømmerflåde i samme meget feminine sommerkjole.

Egentlig var det et photoshoot, som skulle være foregået på land, men fotografen fik øje på noget.

»Fotografen får øje på tømmerflåden. Der kan jeg se på ham, at han får et eller andet blik i øjnene,« siger Pernille Vermund.

»Tror du, man kan komme ud på den tømmerflåde?« sagde fotografen.

»Det kan man godt, men så skal man jo i vandet,« svarede Pernille Vermund fotografen.

I første omgang gjorde Pernille Vermund og fotografen intet for at gøre alvor af det. Seancen nærmede sig slutningen, da Pernille Vermund åbnede døren på klem for fotografen.

»Da vi er ved at være færdige, siger jeg, at min kjole gerne må blive våd, så det er ikke, fordi jeg er for sart til at gå ud og sætte mig eller stille mig ude på tømmerflåden,« siger Pernille Vermund.

Fotografen sparkede fluks døren ind, og Pernille Vermund gik ud på tømmerflåden. Der blev skudt billeder af Pernille Vermund ude på tømmerflåden, hvor man tydeligt kan se hendes figur i den florlette kjole, men det hele opstod ud af tilfældig dynamik mellem hende og fotografen, og der blev slet ikke tænkt i noget seksuelt, men mere noget symbolsk i at vise frihed, da det også var en del af det politiske udspil, forklarer den politiske leder.

Da de var færdige, og hun var på vej ned fra tømmerflåden, bad fotografen Pernille Vermund om at blive siddende på kanten, så der kunne blive taget flere billeder.

Pernille Vermund bevægede sig fra tømmerflåden til badebroen, hvor fotografen stod.

»Kan du flyde?« spurgte fotografen.

»Hvis jeg først lægger mig ned i vandet, så kan vi ikke få taget flere billeder, for så har jeg jo vådt hår,« svarede Pernille Vermund.

Fotografen var meget glad for sin idé og tog billeder af den flydende partileder.

Pernille Vermund tager imidlertid kritikken roligt, men hun undrer sig over de mennesker, der har rettet kritik mod hende og billederne.

»Der er et særligt Twitter-segment, som er lidt dobbeltmoralske. Det er dem, der snakker om kvindekamp og ligestilling, men når det så er højreorienterede kvinder, så er det en anden snak,« siger Pernille Vermund og fortsætter.

»I virkeligheden handler det her hverken om kjolen eller vandet. Det handler formentlig om, at der er nogle mennesker, der ikke kan lide Nye Borgerliges politik,« siger Pernille Vermund.