Valgkampen er endelig officielt skudt i gang. Foran os ligger fire uger med udspil, debatter og kampagner, som kan vende op og ned på dansk politik. Men hvem er kommet bedst fra start og hvorfor?
Denne uge har været en magtdemonstration af, hvorfor det er en fordel at have serveretten i politik. Socialdemokratiet har været den dominerende magtfaktor i hele valgperioden og statsministerens popularitet har gennem næsten hele valgperioden været umiskendelig.
Indtil Minkkommissionens rapport. Så tegnede det pludseligt til blåt flertal. Men det slog ikke regeringspartiet ud.
I månederne efter sommerferien og frem mod den radikale deadline, har Socialdemokratiet flekset regeringsmusklen. Det er sprøjtet ud med udspil og aftaler – af varierende kvalitet.
Og lige før målstregen lykkedes det endda, at binde store dele af oppositionen i både en aftale om vinterhjælp og en tiårsplan for psykiatrien. Godt arbejde.
Og se blot på statsministerens tidsforbrug i denne uge. Først fløj hun som statsminister en rundtur i Europa, der viste en arbejdende statsminister i en alvorlig krisetid.
Tirsdag holdt hun en åbningstale, som mest vil blive husket for den rørende indledning, hvor hun klogt og i øvrigt helt velfortjent fremhævede tre afgående koryfæer i dansk politik – fra tre forskellige partier. Det viste en statsminister med respekt for folkestyret.
Onsdag udskrev hun så valget og smed den bombe, at hun går til valg på en bred regering hen over midten. Det tvang støttepartierne til at bruge åbningsdebatten torsdag på at minde hende om, hvor utroligt meget de har opnået sammen – især på velfærd og den grønne dagsorden. Det var vigtigt – ikke mindst i forhold til den grønne dagsorden.
Og da hun rundede torsdagens ellers lidt irriterende placerede åbningsdebat af, fik hun lige leveret et par klædelige erkendelser om minksagen som de færreste vælgere så, men hvor mange vil læse overskrifter om erkendelser, men ikke gå nærmere ind i semantikken af, hvad præcist der blev sagt undskyld for.
Man må bøje sig i støvet og konstatere, at uanset hvad meningsmålingerne måtte vise nu og i de næste uger, så skal man som udgangspunkt regne med, at en stærk statsminister og S-kampagnemaskine kommer til at flytte mandater i de kommende uger. I S-favør vel at mærke.
Men Socialdemokratiet er ikke de eneste, der er kommet godt fra start i valgkampen:
Den første partilederrunde afslørede to ting: De frafaldne Venstre-høvdinge, Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg bliver ikke bare afgørende for valgets udfald, de bliver også motorer i valgkampen.
Man spidser på forunderlig vis ører, hver gang Inger Støjberg taler. Hun ser stadig tynd ud i kortene med hensyn til konkret politik, men har så meget politisk X-faktor, at hun suger al opmærksomhed til sig.
Mens Lars Løkke Rasmussen med sine lettere vrisne irettesættelser hele tiden insisterer på, at det hele er meget kompliceret og vigtigt, kommer til at fremstå som et ekspertvidne i en retssag. Ergo: Man lytter.
For politiske med- og modspillere bliver både Støjberg og Løkke temmelig svære at håndtere både i valgkampen og efterfølgende. De er ikke til at få hold om. Ingen har rigtigt råd til at tæske løs på dem. Ingen ved præcist, hvor man har dem. Det eneste, der er ret sikkert er, at de får betydning. Stor betydning.
Medmindre altså at statsministeren kommer så meget op i fart, at hun efterlader alle andre med en ufrivillig midterskilning i manken. Hun har styrken til det. Men en valgkamp er lang og uforudsigelig. Alt kan ske.
Ugens undskyldning
Som afslutningen på åbningsdebatten torsdag gik statsminister Mette Frederiksen på talerstolen for at opsummere dagens debat og svare på spørgsmål. Her kom en lille nyhed, da hun erkendte tre fejl i corona-forløbet:
For det første, at hun havde sagt, at hverdagen aldrig ville blive den samme igen. Det blev den. Med kram og håndtryk.
For det andet, at danskerne ikke fik bedre mulighed for at tage afsked med deres nærmeste. Og for det tredje erkendte hun, at da hun sagde »lev med det« på et pressemøde, blev det opfattet som en generel udmelding om minksagen, men hun forsøgte udelukkende at beskytte de medarbejdere, der i en presset situation havde kommunikeret i en hård tone med hinanden på sms.
Det var tydeligvis ikke nok til at tilfredsstille oppositionens appetit på erkendelser fra statsministeren, så i de efterfølgende spørgsmål bragede de videre med spørgsmål, der lagde op til flere erkendelser og undskyldninger, som de ikke fik.
Det eneste, der stod tindrende klart efter den omgang, var, at det – uanset hvor væsentlige spørgsmålene var – er ved at være ret trættende at høre på.
Ugens pap-modstand
I den store partilederrunde onsdag aften efter valgudskrivelsen brugte de to store tv-stationer ja/nej-papskilte, som de med mellemrum bad partilederne holde op foran sig i små indledende lynrunder.
Det tog de fleste med et overbærende smil, men ikke Moderaternes Lars Løkke Rasmussen, som demonstrativt placerede hænderne i lommerne og efterfølgende også brokkede sig højlydt over den forsimpling, der ligger i formen.
I mange andre valgkampe ville det have set meget vrissent ud og ville have været et problem for Løkke. Men ikke denne gang, hvor vælgerne selv sidder og bliver irriterede over, når politik bliver gjort for simpelt og ikke handler om indhold. Derfor høstede Løkke denne gang point på sin protest.
Problemet er, at hvis alle politikere skal have lang tid at forklare sig i en partilederrunde med 14 partier, så vil de tale vælgerne i en komaagtig søvn. Man må konstatere, at der er en maks.-grænse på antallet af deltagere i partilederrunder. I hvert fald hvis de skal bruges til mere end et dyrskue.
Ugens problem
Den konservative formand og statsministerkandidat, Søren Pape Poulsen, er fortsat i problemer. Efterdønningerne fra et problematisk forhold til sandheden i forbindelse med sin nu tidligere ægtefælle giver stadig problemer.
Ikke mindst i sagen om et overfald mod eksmanden, som unægteligt ser ud til at have fået en særpræget gang gennem politi og retssystem, men også Papes egen lejlighed i Viborg volder problemer.
Kommunen har finansieret en renovering af en ejendom med den hensigt at oprette et bofællesskab for ældre, men i stedet bor den konservative formand der. Godt nok midlertidigt, men det hele ser lidt mystisk ud.
Det går heller ikke godt politisk, hvor Danmarksdemokraternes Inger Støjberg har skudt den konservative økonomiske plan ned. Og der kommer som bekendt ingen borgerlig statsminister uden Støjbergs mandater.
Alt i alt en umådeligt dyr første valgkampsuge for Søren Pape Poulsen. Han er i store problemer.
