I ugens løb stod jordemoder Charlotte Hess-Skjærven frem i B.T. og fortalte historien om arbejdsdagen 23. september, hvor hun oplevede at møde ind på arbejde på Herlev Hospitals fødemodtagelse som eneste dagsvagt.
Tavlen med vagtskemaet afslørede, at hun skulle holde skansen sammen med blot afdelingsjordemoderen og en sosu-assistent, hvilket er betragteligt under normal bemanding.
Billedet af tavlen delte Charlotte Hess-Skjærven på Facebook med et opslag, der gjorde opmærksom på udfordringerne på hospitalet, hvor hun har været fast jordemodervikar i halvandet år.
»Da jeg ser tavlen, tænker jeg bare, at jeg bliver nødt til at tage et billede. Der mangler jo mindst fire personer på planen. Desværre er der bare ikke nok midler, og det håber jeg, politikerne får øjnene op for, fordi jeg er sikker på, at Herlev gør det så godt, som de kan, med de midler, de har,« lød forklaringen tidligere på ugen her i B.T.
Der var en række særlige omstændigheder, der gjorde den pågældende dag særligt presset, herunder sygemeldinger blandt personalet og ekstra mange fødsler.
Senere på dagen blev der da også kaldt ekstra hænder ind, men også hospitalets chefjordemoder gjorde gældende, at det var en presset situation.
Efter Hess-Skjærvens opråb skete der noget vildt.
Hun blev nemlig ringet op af det vikarbureau, hun er tilknyttet, og fik at vide, at Herlev Hospital bad hende om ikke at møde ind til de vagter, hun ellers var booket til i de kommende to måneder.
Det ligner unægteligt en regulær straffeaktion fra ledelsen: Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så er det af sted. Men det er altså for barnligt.
I et skriftligt svar til B.T. forklarer vicedirektør ved Herlev og Gentofte Hospital René Priess dog passivt-aggressivt, at man blot har valgt at »fritage« Charlotte Hess-Skjærven for de kommende vagter, »indtil vi har mulighed for at drøfte med hende og vikarbureauet, om vi fremover kan tilbyde vilkår, som Charlotte synes er rimelige«, som han formulerer det.
Selv er Charlotte Hess-Skjærven dog ikke i tvivl om, hvad årsagen til de mistede vagter i virkeligheden bunder i:
»Jeg er meget ærgerlig over, at man ikke kan ytre sig, uden der skal være en konsekvens. I forvejen er det ikke let at stå frem offentligt på den her måde. Jeg havde håbet, de havde bakket mig op og ikke bare ladt én i stikken,« slår hun fast.
Det er isoleret set en rigtig kedelig situation for Charlotte Hess-Skjærven, at hun har mistet en masse vagter.
Men problemet er langt større og rækker også langt ud over en enkelt jordemoder.
Det må være alle ansattes pligt at gøre opmærksom på urimelige arbejdsforhold. Især i tilfælde som dette. Når det gælder problemer i det offentlige, især i sundhedsvæsenet, er det særligt afgørende, fordi man jo her arbejder for os allesammen.
Forandringer kræver ofte, at nogen i systemet råber op og gør opmærksom på problemerne. Hvem har mon fremover lyst til at påtage sig den opgave, hvis man frygter at miste sit arbejde?
I dette tilfælde burde hospitalet nok hellere lytte til budskabet end straffe budbringeren.
