Skilsmisseforældre skal tænke sig bedre om, inden de flytter langt væk fra hinanden. Det mener 15-årige Alberte Molter, der på egen krop har oplevet, hvad det vil sige at pendle mellem mor og far.

»Selvfølgelig skal en forælder have lov til at flytte længere væk, men man skal som minimum sørge for, at barnet bliver hørt,« siger Alberte Molter.

For fem år siden blev hendes forældre skilt. Hun husker ikke meget fra den tid, og hun blev heller ikke ked af det. »Det var bare sådan, det var«. Hendes far flyttede blot 800 meter væk i en lejlighed i Brønshøj.

Men efter et halvt års tid mødte han en anden kvinde, som han flyttede sammen med. Først til Herfølge og senere til Køge. Det betød, at Alberte Molter skulle til at pendle en time mellem moderens og faderens bopæl hver anden weekend.

»Jeg syntes, det var langt væk. Det var mærkeligt, for jeg havde aldrig før taget S-toget alene. Det var ikke altid lige rart. Fredag eftermiddag er der mange mennesker, der begynder at drikke. Jeg ville da gerne have taget toget sammen med min far,« siger hun.

Albertes historie kommer, i kølvandet på at blogger Mascha Vang for nylig lagde en opdatering på Instagram om, at hun flytter fra København til Kolding med sin nye kæreste. Efterfølgende kommenterede faderen til hendes datter, at han var ked af beslutningen.

Selv om der ikke er så langt mellem Alberte og hendes far, har det langtfra været problemfrit.

Albertes mor havde ikke mulighed for at køre hende til Køge, da hun skulle være hjemme, når den fire år ældre storesøster kom fra efterskole. Og faderen, der ellers arbejdede i København, tog hjem til Køge, før Alberte fik fri fra skole.

Ofte var der sporarbejde på strækningen, og det gjorde det svært for Alberte at besøge sin far, fordi hun ikke kunne skifte til togbus uden en voksens hjælp. Det betød, at der var weekender, hvor Alberte ikke fik set sin far som ellers aftalt.

Transporten har dog ikke været det eneste problem for Alberte. Hun synes også, det har været svært, at faderen har fået en ny familie. Faderens kæreste har to børn på 12 og 14 år, som hun også har skullet tage ind i sit liv.

Kombinationen af forlænget transporttid og ny familie har betydet, at kontakten mellem far og datter i dag er meget begrænset. Der går somme tider måneder imellem, at de ser hinanden.

»Jeg har nok ikke været klar til en ny familie. Jeg føler lidt, at de har overtaget min far. Jeg kan godt savne at have den der far-rolle. Somme tider kan det godt blive for tøset derhjemme. Så jeg vil helst have ham på tomandshånd,« siger den 15-årige pige.

Alberte Molter håber på, at hendes relation til faderen bliver bedre i fremtiden. Men hun synes, det er ham, der skal tage teten.

»Jeg har følt mig svigtet af begge mine forældre. Jeg har nærmest været budbringer. F.eks. hvis min far ikke kunne se mig i en weekend, så skulle jeg sige det til min mor. Jeg håber, at vi får set hinanden mere. Men jeg synes, han skal sørge for det. Det er jo ham, der er den voksne. Jeg er stadig et barn,« siger hun.