I november afslørede Christopher Nissen og Cecilie Haugaard, at de skal have et barn mere.

Og nu kan musikeren og modellen endelig fortælle, om det er en lillesøster eller -bror, der gemmer sig i maven.

Det gør Cecilie Haugaard i et opslag på Instagram.

'Vi glæder os så meget til, at du kommer, lillesøster,' skriver hun og afslører dermed, at parret venter sig endnu en pige.

Det celebre par har allerede datteren Noelle, som kom til verden i februar 2021.

»Det er følelsen af, at det er derfor, jeg har arbejdet så hårdt, og at det er nu, hun skal komme til verden. Det er for, at jeg kan give hende det her liv,« sagde han dengang til Ritzau og fortalte, at sangen 'Fall so Hard' er dedikeret til datteren.

»Som jeg synger: 'Everything I thought was about me, was always about you'.«

31-årige Christopher Nissen og 32-årige Cecilie Haugaard mødte hinanden i 2014 på Spot Festival og blev gift i 2019.