Her er eksperternes guide til, hvordan din ferie bliver en rekreativ succes

Regnvejret truer. Bunkerne hober sig op. Og forventningerne til den kommende ferie er tårnhøje. Hvis du ikke passer på, kan du hurtigt blive en af de mange i statistikkerne, som bukker under for stress før, under eller efter ferien.

Stresscoach Bjarne Toftegaard bekræfter, hvad andre stresseksperter har sagt før ham: Ferietiden er højsæson for henvisninger til stressbehandling.

»Problemet er, at mange er så stressede, inden de går på ferie, at de skal bruge de første dage af ferien på at 'falde ned igen'. Hvis man så samtidig tjekker mails, når man alligevel bruger sin telefon på ferien, og begynder at forberede sig til at komme tilbage på arbejde fire-fem dage før, ja, så har hjernen faktisk ikke fået mulighed for at slappe helt af. Hjernen opfører sig som om, vi har været på arbejde hele ferien, og dermed kommer vi lige så trætte tilbage, som vi tog afsted,« siger Bjarne Toftegaard.

I den forløbne uge var psykologer ude at advare mod, at antallet af stresstilfælde eksploderer. Fagforeninger har berettet om stigende stress blandt deres medlemmer før og efter ferien. Arbejdsmiljøkonsulenter fortæller det samme, og nu viser en helt ny undersøgelse, som Gallup har lavet for BT, at kun lidt over halvdelen af de adspurgte holder de minimum tre ugers sommerferie, som flere eksperter anbefaler. Undersøgelsen viser også, at mere end hver tredje tjekker arbejdsmail, mens de holder ferie. Der er med andre ord brug for at reflektere over, hvordan vi får den ferie, der vil ruste os bedst muligt.

Henning Dons, ejer firmaet Apropos Kommunikation, der har specialiseret sig i undervisning af stressramte for Arbejdstilsynest, mener, at vi har nået et tidspunkt, hvor folk skal til at øve sig i at have ferie.

»Unge mennesker i dag er så ambitiøse, at det ikke er naturligt for dem at holde fri fra arbejdet. De er sindssygt dygtige, men til gengæld skal de øve sig i at trække stikket helt, når de holder ferie,« siger Henning Dons.

Vi har bedt eksperterne guide os til den gode ferie på fem forskellige områder i livet: Arbejde, parforhold, børn, sund livstil og personligt. Alle eksperter er enige om, at en succesfuld ferie kræver lige så mange overvejelser som et succesfuldt arbejdsliv kræver. Så her er rådene - det er nu, du har mulighed for at gå i gang med at øve dig og skabe den bedste ferie for dig og din familie.

Styrk dit arbejdsliv


Bjarne Toftegaard, cand.polyt. og ph.d., stressekspert

1. Forventningsafstem med dig selv. Lav en realistisk plan for, hvad du kan nå før ferien. Og lav en realistisk plan for, hvad du kan nå den første uge efter ferien.
2. Indtal besked på din telefonsvarer, og lav autosvar på din mail. Slet dine mailkonti på telefonen under ferien, du skal trække stikket helt, så hjernen får nye input i ferien.
3. Hold mindst tre ugers sammenhængende ferie. Formålet med ferien er, at hjernen kobler fra, og ikke fastholdes i samme trummerum som i hverdagen. På den måde kommer kreativiteten, overskuddet og nye ideer frem igen. Så øv dig i at være nærværende og opmærksom. Så snart du falder for fristelsen og tjekker mail, er hjernen tilbage i hverdagstrummerum.
4. Du skal ikke forberede dig på at vende tilbage til arbejde, før du møder ind frisk og udhvilet første dag efter ferien.

Styrk dit parforhold:

Foto: Iris
Vis mere

Katrine Fagerholt, parrådgiver,  og coach:

1. Spørg dig selv: Hvad jeg har mest lyst til i ferien? Hvad er det vigtigste for dig i år? Hvad forventer du dig særligt af din partner?
2. Sæt jer derefter sammen og snak om jeres ønsker. Spørg og lyt. Hvad kan I lære af tidligere ferier? Prioriter så jeres ferie sammen.
3. Tjek en sidste gang: Hvad skal der til, for at I vil vurdere, at ferien har været en succes, når den er overstået?
4. Hvad er jeres plan B? Hvis det regner hele ugen, eller hele familien pludselig får influenza, hvad skal der så til for, at I stadig vil mene, at ferien har styrket parforholdet?

Styrk din sundhed:
Christian Bitz, cand.scient. i human ernæring:

1. Udnyt ferien til at etablere de gode vaner, som du har gået og drømt om at få ind i din hverdag. I en travl hverdag er det svært at komme igang med nye vaner, men har du tiden. Jeg har selv investeret i et stand-up paddleboard, som jeg vil lære at stå på i ferien.
2. Kom ud og bevæg dig hver dag. Det behøver ikke være lange løbeture, eller anden egoistmotion. Måske skal du gå lidt på kompromis med dine egne motionsvaner og bevæge dig sammen med familien i stedet. Hop en tur i havet, gå en tur sammen, spil fodbold, strandtennis eller klatre i træer.
3. Lav maden fra bunden. Spis masser af grøntsager, nu hvor hylderne bugner af dem og skær lidt ned på kødet.
4. Sov. Det er sindssygt vigtigt at få sovet godt, når man skal ændre vaner. Hvis man sover for lidt, så mister man sin energi og får lyst til for meget og for usund mad.

Styrk dig selv:


Hennnig Dons, direktør og underviser, Apropos Kommunikation:

1. Husk at grine mindst en gang om dagen. Fokuser på ting, der gør dig glad i stedet for hele tiden at tænke på ting, der gør dig ked af det. Alle mennesker har sorger og bekymringer.

2. Sæt tid af til dig selv. Giv dig selv bare en halv time hver dag, hvor du kan slappe helt af. Forkæl dig selv med lidt massage eller en skønhedskur. Læs en bog, mediter eller giv dig tid til at bede til den gud, du tror på. Eller sæt dig bare ned og lav slet ingen ting. Det vil give dig ny energi og større koncentration.

3. Vær mere opmærksom. Øv dig i at blive en bedre lytter, og lad være med at afbryde i tide og utide.
4. Hjælp andre mennesker. Hvis du hjælper andre, der har brug for din hjælp, så vil du helt sikkert opleve en stor tilfredshed og lykke. Tænk bare på, hvor glad du selv bliver, hvis andre hjælper dig.
5. Lær at leve i nuet.  Lad være med at spilde din tid på at ærgre dig over ting, der er sket i fortiden, og lad være med at bekymre dig om fremtiden.

Styrk samværet med dine børn:


Linda Stæhr: Familierådgiver, pædagog, NLP Counselor

1. Lav praktiske opgaver sammen med børnene: Øv jer i at skrælle kartofler, sæt et telt op, vask op, led efter den rigtige gate sammen osv.
2. Hav nogenlunde fast soverytme. Børn sover dårligere hvis puttetidspunktet bliver flyttet for meget rundt. God søvn= god ferie
3. Hold ferie sammen med andre: Det at børnene har andre at lege med og være sammen med kan være en aflastning for de fleste forældre – og børn.
4. Husk at lave forskel mellem ferie og hverdag. Man må gerne forkæle sine unger (indenfor rimelighedens grænser), når vi har ferie. Drop de løftede pegefingre og hyg jer sammen i stedet.
5. Små børn små ture, større børn længere ture: Planlæg udflugter og rejser efter børnenes alder. Små børn har ikke mere gavn af at pille i en spansk sandkasse end en dansk sandkasse; til gengæld vil de hade flyturen derhen.