"Du var min læremester og min bedste ven," sagde Jens Okkings ældste søn ved faderens kiste, da Danmarks folkekære skuespiller rejste i forvejen.
Det blev som sønnerne Niels og Mads Okking havde håbet. En hyldest til Jens Okkings mangfoldige liv som far, økologisk landmand, kulturel iværksætter, poet, mand og skuespiller, da deres far, 'rejste i forvejen' fredag fra Marmorkirken midt i Kongens København.
For resten af Danmark er Okking legenden, stjernen, den folkekære, charmerende bulderbasse, men også den indignerede farlige actionmand, der desperat søger sandheden.
Som i Anders Refns klassiker 'Strømer' og den følgende tv-serie, hvor han spillede den desillusionerede panser, der kommer på sporet af skånselsløse narkobanditter fra både over- og underDanmark.
Refn er den eneste, der har lavet tre film med Okking, og kaldte den aføde skuespiller for sin gamle helt og stjerne: Danmarks Gene Hackman. Med reference til den amerikanske Hollywood-stjerne, der havde en energi, en kraft og et nærvær, der var i nær familie med Jens Okkings.
Og til bisættelsen mødtes kolleger og venner, for at hylde den livskraftige Okking. Også dem der kendte ham i alle ovennævnte roller, som aldrig blev spillet af manden, men som altid blev en integreret del af mennesket, når han engagerede sig.
»Det var altid èt hundrede procent med Jens. Det skulle være perfekt, når han gjorde noget. Hvadenten det var skuespil, politik, landbrug eller hvad han kastede sig over,« som studentervennen, Jens-Peter Bonde formulerede det foran den store kirke.
Og selvfølgelig var de der, både de ukendte og de kendte. Tidlige venner som skuespiller Finn Nielsen og sopran Kirsten Vaupel, over skuespiller Lars Lunøe fra 'En by i provinsen', teatermanden Kasper Rostrup til stuntkører Thorkild Thyrring, mediemand Reimer Bo, og de senere års bekendtskaber som skuespiller Ann Eleonora Jørgensen, teaterdirektør Peter Langdal samt instruktør Lars Von Trier, der ellers aldrig viser sig offentligt, hvis han kan undgå det.
Alle ville de sende den altfavnende mand godt afsted, når han 'rejste i forvejen', som Jens Okking selv kaldte det, når denne del af livet er slut.
Den vending huskede sognepræst Mikkel Wold også i sine præcise afskedsord under Marmorkirkens himmelstræbende kuppel.
«Jens brugte udtrykket at være rejst videre, og det er jo en anden måde at udtrykke det forhold på, at Gud gør alting nyt også for os. Det er det største håb der gives for os. At Gud møder os med sin barmhjertighed i stedet for et evalueringsskema.,« sagde Wold og fortsatte:
»Jens flashede ikke sit jeg ved receptioner og events, han var usnobbet og derfor er det også så naturligt, at enhver kan følge sig velkommen her i dag.
Og ud af de mange hjertelige og kærlige mindeord, der har været at læse de her dage vidnes der smukt om, hvad Jens betød. Først og fremmest for sin familie og de nærmeste, men også for alle de mange, for hvem han opnåede at forene en sublim skuespilkunst med at blive ægte folkekær. Ikke fordi han leflede for nogen, han var vel nogenlunde så temmelig langt fra den egenskab, som man kan komme, men han var så meget ét med sine roller, at han fik den folkelige tillid, som man ikke kan købe eller fedte sig til. Det var skuespilkunst i stort format, men altid i autentisk øjenhøjde med de roller, han spillede,« sagde præsten, der blev en god ven i livet for Jens Okking, der selv havde ønsket sig Mikkel Wold, som hans præst i døden.
Jens Okkings to sønner og hans fire døtre, Tina, Lisa, Ivalo og Silja med deres børn, var alle kommet til København for at sige farvel til deres far og bedstefar. Èn af søstrene helt fra Colombia.
Begge brødre havde et særligt bånd til faderen, der blev alene med sønnerne, da hans elskede hustru Annette døde i 1988. Da var Niels og Mads bare 10 og 11, men faderen overkom sorgen, og gav sine sønner det bedste i livet, hvilket Niels Okkings rørende tale i kirken vidnede om.
Både Mads og Niels Okking har tacklet faderens død roligt og fattet i forhold til offentligheden - i en stil der med garanti ville have frydet deres far.
Men da Niels Okking talte i Marmorkirken, holdt det ikke længere, og stemmen knækkede, da han vendte sig mod den blomstersmykkede kiste, og talte direkte til faderen:
»Af hjertet tak til dig, far. Min gamle bjørn, min læremester, min bedste ven,« sagde han med gråd i stemmen, og fortsatte så fattet igen:
«Du har givet mig dejlige søskende, en fantastisk barndom og ungdom. Et lyst stærkt sind, men fremfor alt en glæde ved hverdagen.«
Niels Okking gik sammen med lillebroderen, Mads, forrest med kisten, da den samlede søskedeflok og børnebørn, fulgte deres far og bedstefar til bårevognen.
Her blev manden, faderen, samfundsdebattøren, gastronomen, iværksætteren og skuespilleren Jens Okking kørt til sit sidste hvilested på Holmens Kirkegård, hvor han skal ligge ved siden af hustruen Annette.
»Engang skal du sove ganske længe, og latteren du lo, skal holde vagt omkring din grav«, står der på gravstenen.
Af hjertet tak, du gamle bjørn.
