Det er ferie- og festivaltid. Sol og sommer. Tunge og kedelige lovparagraffer er ikke lige det, der står øverst på tjeklisten. Men du burde måske interessere dig bare en smule for det.

For lige så sikkert som amen i kirken er det, at når kalenderen siger 1. juli, træder en række nye love i kraft. Som kan få stor betydning for dig. Og her kan du se nogle af dem.

Tidssvarende rejselov

Fra 1. juli bliver det nemmere at afbestille og klage over rejser.
Fra 1. juli bliver det nemmere at afbestille og klage over rejser. Foto: Brian Bergmann
Vis mere

En tiltrængt modernisering af den såkaldte pakkerejselov træder i kraft i dag.

Hidtil har kun bureaurejser – hvor såvel fly som hotel samt eventuelt udflugter og bil var købt som en samlet pakke – været omfattet af loven, der stammer helt tilbage fra 1993.

Men nu er begrebet udvidet med ’sammensatte rejsearrangementer’ – altså rejser købt og sammensat fra forskellige udbydere – som må siges at være mere dækkende for, hvordan vi rejser i dag.

Det betyder, at hvis der er en beviselig sammenhæng mellem booking af fly, feriebolig eller hotel, billeje og lignende, er man som forbruger sikret samme rettigheder som ’pakkerejsende’, hvilket vil sige retten til afbestilling og klager samt sikring mod prisændringer.

Læs mere her.

Håndsrækning til stormflodsramte

Erstatningsvilkårene efter en stormflod bliver nu forbedret. 
Erstatningsvilkårene efter en stormflod bliver nu forbedret.  Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Stormflod og oversvømmelser er ikke ligefrem det, der fylder allermest i vores hoveder lige nu, hvor stort set hele landet er ramt af tørke.

Men alene sidste år var Danmark ramt af adskillige af slagsen, som påvirkede og satte dybe spor i tusinder af menneskers liv og hverdag.

Men ikke nok med, at mange af dem for en tid mistede deres hjem og ejendele – oven i kom kampen om at få erstatning.

Den nye lov, som træder i kraft i dag, giver således bedre erstatningsvilkår til de ramte familier, ligesom den sikrer, at selvrisikoen bliver låst på 5 pct., og at erstatning omfatter hele genhusningsperioden.

Læs mere her.

Bilejere står for skud igen

Ejerafgiften på nye biler får et nøk opad. 
Ejerafgiften på nye biler får et nøk opad.  Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Glæden ved din nye bil kan få et seriøst dyk nedad. For lyder datoen på registreringsattesten fra 3. oktober sidste år og frem, kan du se frem til en stigning i ejerafgiften.

Godt nok var der stor jubel sidste år, da regeringen endelig gennemførte en lempelse af de voldsomme registreringsafgifter, men et sted skal pengene jo komme fra, og derfor blev der i samme pakke vedtaget en stigning i ejerafgiften på nye biler.

Læs mere her.

Frit valg til genoptræning

Det skal gå hurtigere med at få tildelt genoptræning.
Det skal gå hurtigere med at få tildelt genoptræning. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Er man kommet til skade, har man krav på genoptræning. Men som mange uden tvivl har oplevet på egen krop, kan der gå uendelig lang tid, før den kommunale genoptræning overhovedet har plads i kalenderen.

Men fra i dag, den 1. juli 2018, skal det være slut med det. Kan kommunen ikke tilbyde genoptræning inden for syv dage, har man som borger ret til at vælge en privat udbyder.

Men der er dog enkelte knaster på området: Ifølge foreningen Danske Fysioterapeuter har en lang række kommuner nemlig endnu ikke forhandlet aftaler på plads med de private udbydere.

Læs mere her.

Nemmere at være borger

Sådanne nummerautomater findes heldigvis ikke længere, men bøvl mellem de forskellige instanser – som ikke taler sammen – gør.
Sådanne nummerautomater findes heldigvis ikke længere, men bøvl mellem de forskellige instanser – som ikke taler sammen – gør. Foto: Richard Sylvestersen
Vis mere

De fleste af os har nok prøvet i større eller mindre grad at være kastebold i det offentlige system. Men nu bliver det nemmere at være borger. I hvert fald hvis ens problemer hører til i den ’komplekse’ eller ’sammensatte’ ende.

En ny lov skal sikre, at der er en sammenhæng på tværs af de forskellige forvaltninger, og at der udarbejdes en handleplan for den enkelte borger eller familie.

Læs mere her.

Hårdere at være hvidvasker

Danske Bank har været indblandet i adskillige hvidvaskningssager.
Danske Bank har været indblandet i adskillige hvidvaskningssager. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Hvidvask er her og der og alle vegne. Og det er ikke småpenge, der er tale om.

Derfor er det vel meget passende, at der nu i straffeloven er indført en ny og selvstændig bestemmelse, som ikke alene kriminaliserer hvidvask, men også kan koste hårdere straffe.

Strafferammen stiger således fra 6 til 8 år ’når hvidvasken er af særlig grov beskaffenhed’, som det hedder i loven.

Læs mere her.

Nu skal der leges

Børn skal lege. Står der i den nye dagtilbudslov.
Børn skal lege. Står der i den nye dagtilbudslov. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Det burde jo være logik for dværghøns, at børn leger, når de er i børnehave, dagpleje eller vuggestue. Men sådan forholder det sig tilsyneladende ikke alle steder i landet.

I hvert fald er det i den nye dagtilbudslov – som gælder fra 1. juli – skrevet ind som et specifikt punkt, at leg skal være en del af ’læringsmiljøet’.

Der er dog ikke nogen garanti for, at dit barn går amok på legepladsen med det samme. Institutionerne har nemlig to år til at implementere den nye lov.

Læs mere her.

Godt nyt for frugtavlere

Det bliver nemmere for den lille frugtavler at reklamere med sine varer ude ved landevejen.
Det bliver nemmere for den lille frugtavler at reklamere med sine varer ude ved landevejen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Vi kender skiltene ved de danske landeveje, hvor alt fra jordbær til æbler, kartofler og hyldeblomstsaft er til salg.

Men selv om de færreste af os har været opmærksomme på det, har landmændene, frugtavlerne og gartnerne været underlagt utrolige restriktioner, omkring hvordan skiltningen skulle se ud. Og hvor synlig den måtte være.

Nu træder nye regler i kraft, som ikke kun gør det nemmere for udbyderen at skilte med varerne, men også nemmere for os, der gerne vil købe, overhovedet at se dem.

Læs mere her.

Nemmere at klage over p-afgift

Et uvildigt klagenævn skal tage sig af klager over private parkeringsselskaber.
Et uvildigt klagenævn skal tage sig af klager over private parkeringsselskaber. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Parkeringsvagter er nok en af de mest udskældte grupper i Danmark. Og ikke mindst dem, der tilhører de private aktører på den lukrative bane, som – efter manges mening – til tider er lovlig kreative, når der skal kradses penge ind.

Men nu er der godt nyt. For efter meget møje og besvær er det lykkedes at få indført et nyt, uvildigt klagenævn, som udelukkende skal tage sig af klager over private parkeringsselskaber.

Læs mere her.