Qureshi-skandalen har kastet sorte skygger over dansk presse, efter det i sidste uge blev afsløret, at journalisten Michael Qureshi har brugt falske navne på kilder i sine artikler. Og sagen folder sig mere og mere ud, som dagene går.  Nu trækker den tråde til England.

I fredagens udgave af BT forklarede Egmont Publishings adm. direktør, Klaus Høeg-Hagensen, at skandalens hovedperson, journalisten Michael Qureshi, siden slutningen af 1990’erne har solgt egne og andres artikler til fodboldmagasinet Goal.

Direktøren forklarede videre, at al afregning er sket med Michael Qureshi, selv om det ikke var hans artikler, som mediet bragte.

Fra slutningen af 2011 er afregningen imidertid gået via et firma, som Michael Qureshi ‘har bedt’ Egmont ‘fakturere til’. Selskabet ‘hedder Cvseeme og er registreret i England’, oplyser mediegiganten til BT.

»Michael Qureshi blev frem til november 2011 afregnet via honorar af det svenske kontor (hvor Goal produceres, red.). I slutningen af 2011 ændrede han betaling til faktura, hvilket også er en normal praksis for nogle freelancere, der opretter eget firma,« siger Klaus Høeg-Hagensen.

Egmont oplyser, at selskabet har overholdt alle skatteregler i forbindelse med udbetalingerne.

Michael Qureshi, der bl.a. har en fortid på BT, blev i sidste uge bortvist fra Ekstra Bladet, da TV3 Sport afslørede, at han siden 1999 i flere tilfælde har givet kilder falske navne. Ifølge hans egen forklaring er det sket for at beskytte de faktiske kilder. Qureshi har dog afvist at give sine chefer et fortroligt indblik i, hvem der gemmer sig bag de opdigtede navne.

Klaus Høeg-Hagensen forklarede i fredagens udgave af BT, at Goal har betalt mellem 1.200 og 1.800 kr. for artikler, som Michael Qureshi har leveret. Men Goal-redaktionen har ikke, hvad direktøren er ’bekendt med’, nogensinde talt med de skribenter, som Michael Qureshi har leveret artikler for.

Og nu oplyser Egmont, at beløbene i nogle tilfælde sneg sig op på 3500 kroner for længere artikler.

Torsdag trak mediegiganten Egmont, der står bag fodboldmagasinet Goal, som udgives i Danmark, Finland, Tjekkiet og Tyrkiet, mere end 500 artikler, som Michael Qureshi og hans ’netværk’ af journalister står bag. Det skete i kølvandet på, at både BT og Ekstra Bladet også har trukket artikler tilbage.

Det har ikke været muligt for BT at få dybere indblik i firmaet ‘Cvseeme’. Det engelske selskabsregister oplyser, at det sandsynligvis er et enkeltmandsfirma, hvor regnskaberne ikke er offentligt tilgængelige.

Men Ekstra Bladet oplyser fredag aften, at selskabet frem til lukningen var ejet af Keith Chaplin-Mabbutt. Bag dette navn gemmer sig angiveligt en journalist, som Michael Qureshi har stået på byline med.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Michael Qureshi.

Andre læser også