Den danske regering indførte mandag middag midlertidig grænsekontrol mellem Danmark og Tyskland, og det ærgrer formand for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, fordi det danske politi er hårdt presset i forvejen.

Grænsekontrollen gør, at andre opgaver må ligge og vente på skrivebordet. For de betjente, der bliver sendt til den dansk-tyske grænse, kan ikke lave politiopgaver i de politikredse, hvor de hører til. Det mener Claus Oxfeldt, der er formand for Politiforbundet.

»Jeg synes, det er ærgerligt. For det presser politiet. Vi har været rigeligt presset i 2015, og nu bliver vi endnu mere presset,« siger Claus Oxfeldt til BT.

I det forgangne år har danske betjente haft nok at se til med et forhøjet terrorberedskab samt flygtningekrisen, der har givet mange timers overarbejde.

Men selvom der er mange politifolk der ønsker at komme tilbage til en 37-timers arbejdsuge, ifølge Claus Oxfeldt, så må de nok vente noget tid, før det kommer til at ske, fortæller han.

Han pointerer, at han dog ikke tuder over den nye type opgave, som danske betjente skal udføre i de foreløbig 10 kommende dage. For det er en opgave, som politiet skal løse, fortæller Claus Oxfeldt.

Til gengæld får det konsekvenser for noget andet politiarbejde, at en del af styrken skal sendes til grænsen. Hvor det helt præcist bliver synligt, at politiet nu bliver hårdere presset, kan han dog ikke sige. For det kan være alle typer opgaver. Det kommer simpelthen an på, hvor travlt der er på den pågældende dag, fortæller Claus Oxfeldt.

En ting er dog sikkert. Enderne hænger ikke 100 procent sammen, mener Politiforbundets formand. Det betyder, at der skal prioriteres i opgaver her og nu, så der vil være mulighed for at få en tålelig arbejdsdag. Det her belaster dansk politi, mener Claus Oxfeldt.

»Det kommer til at presse dansk politi. Det er en ny opgave, som man nu skal løse. Man har samtidig forhøjet terrorberedskab, så det er nogle ekstra opgaver, der belaster dansk politi. Også selvom det kun er 10 dage,« siger Claus Oxfeldt.

Han glæder sig dog over, at man er ved at indse, at der skal flere folk til på den lange bane, som politikerne lægger op til.

Den midlertidige grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse gælder fra mandag klokken 12:00. Den kommer samme dag som Sverige indfører ID-kontrol. Det betyder, at personer, der rejser ind i Sverige, skal vise billede-identifikation for at komme ind i landet.