Per Stig Møllers søn fik aldrig den anerkendelse, han fortjente. Nu vil hans far rette op på det.

Det var enhver fars værste mareridt, da Per Stig Møller i 2010 måtte tage afsked sin søn Asger, som døde i en alder af kun 44 år.

Men en ting er at overleve og begrave sit eget barn. Noget andet er at være plaget af, at sønnens talent aldrig fik den anerkendelse, han og hans bøger havde fortjent.

Derfor har den tidligere konservative udenrigsminister nu i samarbejde med forfatteren Flemming Andersen udsendt bogen ’De himmelske piber’ med en samling af sønnens digte.

- Jeg synes ikke, han fik den anerkendelse, han skulle have. Det gik ham jo også på. Men han valgte at leve med det. Man kan godt sige, at bogen er en kærlighedsgerning og en respekt for de værker, han lavede, siger Per Stig Møller i et interview med Skønlitteratur på P1, som bliver sendt på onsdag.

Udstødt af familien

I interviewet langer Per Stig Møller bl.a. ud efter nogle af de anmeldere, som gav sønnen dødsstødet. ’Et mord på en ung digter’, kalder Per Stig Møller den behandling, Asger Stig Møller blev udsat for.

Da sønnen døde i sin lejlighed på Nørrebro i januar 2010 som følge af sygdom, havde far og søn ikke set hinanden i flere år. Asgers egen udlægning var, at han var blevet udstødt af familien, fordi han ikke passede ind.

Og der var da også en verden til forskel på far og søn. På den retlinede politiker og sønnen, som levede et hårdt liv, havde været militant bz’er, psykiatrisk patient og alkoholiker. Men i sine skriverier blomstrede han. Og var med udgivelsen af hele 18 bøger yderst produktiv.

11 af bøgerne var digtsamlinger. ’Dæmoniske digte, voldsomme digte, vrede digte, sprøde kærlighedsdigte, muntre, galgenhumoristiske og ironiske digte samt religiøse digte’, som forlaget skriver.

Og det er blandt dem, at Per Stig Møller har udvalgt en stribe. For at give sin søn den hyldest, han har fortjent.