Den amerikanske præsident Barack Obama giver sin fulde støtte til det iranske folk og deres håb om et bedre liv. Han kræver frihed til fængslede demonstranter

USA's præsident Barack Obama fordømmer de iranske myndigheders angreb på demonstranter og kræver, at det muslimske styre øjeblikkeligt frigiver de demonstranter, der er taget til fange.

- USA tilslutter sig det internationale samfunds fordømmelse af vold og uretfærdig undertrykkelse af uskyldige iranske borgere, siger Barack Obama fra Hawaii, hvor han tilbringer juleferien med sin familie.

Obama lover at støtte det iranske folk under den ekstraordinære situation og siger, at han er "overbevist om, at historien vil give dem ret, som søger efter retfærdighed".

Han afviser samtidig den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad påstand om, at det er USA, der står bag oprøret i Iran.

- Det handler om det iranske folk og deres håb om retfærdighed og et bedre liv, siger Barack Obama.

Tabstallet efter flere dages uroligheder i Iran er foreløbig oppe på mindst 22. Og den amerikanske præsident er langt fra alene med sin kritik af overgrebene mod demonstranterne i de iranke gader.

Så godt som hele det internationale samfund kritiserer de iranske myndigheder brutale fremfærd mod demonstranterne, der ønsker reformer.

EU fordømmer brugen af magt mod demonstranter, der i bund og grund forsøger at gøre brug af deres ytrings- og forsamlingsfrihed.

- Ytringsfrihed og forsamlingsfrihed er en universal menneskeret, der skal respekteres, fastslår det svenske EU-formandskab på vegne af EU.

Også den danske udenrigsminister Per Stig Møller (K) tilslutter sig de internationale fordømmelser ligesom Tysklands kansler, Angela Merkel, og Storbritanniens udenrigsminister, David Miliband.



/ritzau/AFP