Skattemyndighederne i både Sverige og Danmark skal nu se på Qureshi-skandalen.

Det oplyser mediegiganten Egmont, som også oplyser, at den skandaleramte journalist, Michael Qureshi, siden 2011 har fået udbetalt ca. 330.000 kroner for artikler bragt i koncernens fodboldmagasin Goal, som udgives fra Sverige.

Oplysningerne lægges frem efter medievirksomheden har afsluttet sin undersøgelse af den såkaldte Qureshi-skandale, der brød ud i december sidste år.

Den tidligere BT-journalist, Michael Qureshi, blev først afsløret i at have brugt falske navne på kilder i sin journalistik. Siden blev det afsløret, at flere af de skribenter, der stod side om side med danskeren, på interview med store fodboldstjerner ikke kendte til artiklerne eller den danske journalist.

Ved siden af sine ansættelser på BT og Ekstra Bladet har Michael Qureshi også været en flittig leverandør af artikler til Goal, som han har arbejdet for siden slutningen af 1990'erne, hvor han solgte egne og - ifølge ham selv - andres artikler til bladet frem til 2015.

'Indtil 2011 modtog Michael Qureshi freelancehonorar for sine leverancer, hvorefter han fra november 2011 fakturerede gennem et engelsk firma med brevhovedet CVSeeme ltd., der ifølge Michael Qureshi administrerede det netværk, som leverede artiklerne. I forbindelse med den aktuelle sag om Michael Qureshi, har direktøren for det nu lukkede CVSeeme ltd. afvist at have haft forretningsrelation med Michael Qureshi,' skriver Egmont i en e-mail til BT.

Koncernen fortsætter:

'Egmont Publishing har undersøgt forholdene og er i den forbindelse blevet kontaktet af Michael Qureshis danske advokat, som på vegne af Michael Qureshi oplyser, at Michael Qureshi selv (og således ikke CVSeeme ltd.) var fakturamodpart og indehaver af kontoen, som Egmont foretog betalinger til. Advokaten oplyser desuden, at SKAT er informeret om Michael Qureshis forhold. I alt er der faktureret cirka 330.000 kroner siden 2011,' skriver Egmont og tilføjer:

'På baggrund af den nye oplysning, at Michael Qureshi selv var fakturamodpart og indehaver af indbetalingskontoen, har Egmont Publishing kontaktet skattemyndighederne i Sverige for at sikre, at betalingerne er korrekt oplyst efter den svenske skattelovgivning. Ligeledes har Egmont Publishing informeret de danske skattemyndigheder.'

Egmont betragter nu sagen som afsluttet:

»Det er en trist sag, som vi er kede af. Allerede da sagen kom frem, valgte vi at trække samtlige artikler tilbage. Og efter at have været i kontakt med en række af de internationale journalister, hvis navne er blevet brugt, er vi blevet yderligere bekræftet i, at det var det eneste rigtige at gøre, da de afviser at have noget med artiklerne i Goal at gøre. Vi er desværre som flere andre medier blevet ført groft bag lyset. Netop nu strammer vi op på vores procedurer, så vi gør alt for at undgå, at noget tilsvarende kan ske,« siger adm. direktør i Egmont Publishing Danmark, Klaus Høeg-Hagensen, i en skriftlig kommentar.

Egmont oplyser, at der på 407 artikler, som Goal har trukket tilbage, står 98 forskellige skribenter. Egmont har været i kontakt med en række af de journalister, hvis navne kunne identificeres, for at orientere dem om sagen.

BT og Ekstra Bladet har som konsekvens af sagen trukket artikler tilbage.

Michael Qureshis advokat oplyser, at han ikke har nogen kommentarer til sagen.