Foto: Michelle Hviid

Jeg følger @lonerosen på Instagram.

Hver dag lægger hun et fint billede op af dagens nummer. I dag er f.eks. nummer 307 ud af årets 365 dage.

I Politiken kører de en alternativ ugeprognose – lidt a la vejrudsigten – som forskellige kulturmennesker skiftes til at skrive. Dramatikeren Line Knutzon har skrevet min favorit.

Den er elegant, afsindig morsom og meget tankevækkende. (Google endelig: ’Line Knutzon kigger i krystalkuglen’)

Dén forudsigelse er mere korrekt end de fleste vejrudsigter.

Den gennemgår livet på syv dage – og jeg ville ønske, at jeg havde fundet på den.

Kort sagt forudsiger prognosen, at vi fødes en mandag, går i folkeskole tirsdag, bliver gravide og gældsætter os onsdag, er utro og bliver skilt torsdag, om fredagen fylder vi 55 år, holder fødselsdag og kostomlægger, om lørdagen tager vi i sommerhus og tænker over, hvad der egentlig skete onsdag. Og om søndagen begynder vi så at dø – i alfabetisk rækkefølge – på et plejehjem.

Tak, Line Knutzon. Den tekst burde være obligatorisk læsning for alle.

Hvis jeg skulle gøre status over mit år her på dag 307, ville det lyde sådan:

I januar faldt jeg så hårdt på røven, at sårene måske først heler til næste år. Jeg tillod mig at følge et andet menneske mere med mig selv, det endte i et styrt, hvor jeg var den grimmeste udgave af mig selv. Jeg ødelagde på et sekund noget, jeg troede stod for evigt.

I februar fik jeg livet lige i skalden og forelskede mig i en mand, jeg stadig forsøger at synke.

Marts og april forsvandt i sex. Og en tur til Kina med mine unger, hvoraf den ene kort tid efter flyttede hjemmefra.

I maj havde jeg fødselsdag. Blev fejret af mine nærmeste, (endda mine forældre, som jeg ellers – mildest talt – har haft problemer med at ramme samme frekvens som p.g.a. livet – en hjernetumor og sorg over samme), men i maj fik jeg dem igen.

MichelleHviid

Til gengæld skulle den mand, jeg havde forelsket mig i, noget andet den dag. Noget, der tog hele dagen. Alle timerne. Alle minutterne. Faktisk var der ikke ét sekund til overs. Til mig. Så rullede jeg mig sammen. ’Sats på det nære’ sagde min gode ven Jacob engang.

Det gjorde jeg. Satsede på ’mig selv’. Og sikke meget jeg siden har fået styr på.

Mig selv. Min krop. Min hverdag. Mit liv.

Så i juni, juli og august løb jeg. Jeg indhentede mig selv – igen. Spiste sundt. Så dem, som jeg holder af. Fandt solen i Sydeuropa. Festede. Dansede. Og ryddede op i alle skabe. Forærede dét, jeg ikke længere skulle bruge, væk til andre, der kunne bruge det. Mens resten af livet røg på forbrændingen.

September og oktober forsvandt i arbejde. Det faktum, at vi skal have mad, at min datter vokser ud af sine sko, og at også jeg gældsatte mig den der Knutzonske ’onsdag’, gør, at jeg arbejdede lidt for hårdt.

Men nu – på kanten af november og december overvejer jeg at strække mig helt ud, smide skjoldet og turde elske. Igen.

For pludselig er det jo søndag, og så begynder vi at dø i alfabetisk rækkefølge.

Så står jeg her – på dag 307 af 365.

Halvdøv, 45 år gammel og på toppen af livet. Det er lørdag. Det er den bedste af alle dagene. Jeg ser på en smuk efterårshimmel og tillader mig at føle mig smuk. Hel. Lige til at æde.

Jeg laver kyllingesuppe til nogen, jeg elsker, trækker ønskebenet med min datter.

Hun vinder. Hvad hun mon ønsker sig? Her halvt igennem hendes tirsdag, hvor cirkusset med drenge lige er begyndt.

Jeg håber, at hun ønsker sig noget stort – og at det går i opfyldelse.

Efter mine foredrag får jeg ofte spørgsmålet: ’Hvordan tør du?’

Uanset om det drejer sig om småting, som at tage alene til Østrig og bestige et bjerg, eller det helt store sats ’at elske’, er svaret altid det samme: ’Hvad er alternativet?’

For i morgen er det søndag ...

Men i dag er det lørdag i livets korte vejrudsigt.

– Det passer, at det er dén dag, man tænker over tingene.

SMS

Hitter på Facebook