27-årige Line Hoffmann fra Vallensbæk vejede blot 40 kilo i 2013 og levede af vandmelon og lightsodavand. Hendes spiseforstyrrelse var så alvorlig, at familien frygtede, at den unge kvindes hjerte ville stoppe med at slå. I dag vejer hun 59 kilo og har en dramatisk historie med i bagagen.

Det er midt i august. Vækkeuret ringer klokken fem. Line Hoffmann har sovet i lange leggings og en lang trøje, fordi hun fryser. Hun står op i det tøj, hun har på, og går ud og tager jakke og store støvler på.

Det er tid til dagens første gåtur, der varer en times tid, og hun håber, at der er overskud til en tur mere, for så er de to første ture overstået, inden Vallensbæks veje og stier bliver fyldt med mennesker, der opdager hende. Målet er at tilbagelægge 25 kilometer fordelt på fem gåture.

Klokken ti kan hun snige sig hjem, for der er folk kørt på arbejde. Det er tid til dagens første måltid. Vandmelon og Faxe Kondi light. Hun kan gå i panik, hvis ikke der er sodavand nok i køleskabet til at narre hendes mave. Hun snyder den gerne med cirka fire liter om dagen.

Line Hoffmann beskriver en typisk dag i sit liv, som det så ud i 2013. På det tidspunkt er hun ikke klar over, at hendes hårde brud med kæresten har gjort hende alvorligt syg. Hun nærmer sig en vægt på 40 kilo.

Frygtede at dø

Line Hoffmanns diætist er bare irriterende, når hun skal bestemme, hvad hun skal spise. Hendes mor plager hende også. Fortæller hende, at hun er bange for, at hendes datters hjerte vil holde op med at slå. Veninderne har givet op, og hun har vendt ryggen til sit sociale liv.

'Hold nu jeres kæft,' tænker Line Hoffmann. 'Så spiser jeg da bare slet ikke noget'.

Den unge kvinde har i fire måneder levet af vandmelon og Faxe Kondi light, da hun har endnu en samtale med sin diætist.

»Jeg kan ikke selv huske det. Jeg var for langt væk. Min mor har fortalt mig, at diætisten sagde til mig, at hvis jeg ikke kunne vende det, ville jeg blive indlagt på en psykiatrisk afdeling og få en sonde i næsen, der ville tvinge næring i mig. Det var der bare ikke nogen, der skulle bestemme,« siger Line Hoffmann.

Hun går hjem i seng. Halvlammet af smerter er hun nødt til at stå op den efterfølgende nat.

»Jeg skyllede 10 smertestillende piller ned med Faxe Kondi light og bad til Gud om, at jeg vågnede næste dag. Jeg kunne ikke mere. Jeg skrev en mail til diætisten.«

Skulle spise på tid

14 dage efter møder Line Hoffmann op på Ballerups psykiatriske afdeling for spiseforstyrrede med sin Faxe Kondi light under armen.

Personalet tager sodavanden fra hende den morgen. Fortæller hende, at der er frokost klokken 11.30. Det eneste, hun må nu, er at spise og være sammen med de andre indlagte i en halv time bagefter, så de ikke kaster op i smug.

»Jeg lå i sengen og rystede. Havde koldsved som en junkie, der har fået taget stofferne fra sig,« husker Line Hoffmann.

Hun får det langsomt bedre. Spiser maden op, mens personalet står med stopuret i hånden og venter, til tallerknen er tom. Har et væld af samtaler med psykologer og diætister. I slutningen af 2013 bliver Line Hoffmann udskrevet. 12 kilo tungere.

Vælg dine kampe

Da hun kommer hjem, er det stadig svært. Hun er nede at runde 50 kilo, og vægten svinger hele tiden.

»Indtil jeg mødte min kæreste. Vi begyndte hurtigt at spise sammen, gøre ting sammen. Han kontrollerede mig ikke, men han observerede ovenfra og kommenterede kun, hvis jeg ikke spiste i en længere periode.«

I år var Line Hoffmann på ferie med kæresten, da hun pludselig fik sin menstruation igen.

»Lyset gik op for mig. 'Line, du er 27, du skal ikke ligne en kvinde på 16. Du skal ligne en kvinde på 27 med former,' sagde jeg til mig selv.«

I dag vejer hun 59 kilo og arbejder som sagsbehandler i Danske Bank. Rask bliver hun aldrig, men Line Hoffmann har lært at leve med sin sygdom og er for det meste glad.

»Det, jeg bare vil sige, er, at man skal huske at nyde livet. Jeg kommer ikke til at sige til mig selv som 80-årig, at jeg har været lykkelig af at spise riskiks og kylling. Jeg kommer til at kigge tilbage på et liv, som jeg har nydt. Man skal vælge sine kampe med omhu,« siger Line Hoffmann.

Interviewet med BT er ved at være slut denne fredag eftermiddag. Line Hoffmann har en sen frokostaftale klokken 16:00, og bagefter skal hun en tur i biografen.