Mangelfuldt vurderingsgrundlag. Sådan lyder den benhårde kritik fra psykolog og trillingeekspert Helle Birkholm-Buch af Kalundborg Kommunes adskillelse af Heidi Rasmussens 19 måneder gamle trillinger.

Ifølge psykologen har kommunen ikke lavet en psykologtest af trillingernes indbyrdes relation, hvilket kan have stor betydning.

Fagcenterchef Ane Stall-knecht fra Kalundborg Kommunes Børn og Familieforvaltning vil ikke kommentere den manglende test:

- Det har jeg ingen kommentarer til. Nu kører sagen sin stille gang, og de børn skal udvikle sig og have det godt, siger hun til BT.

Flere eksperter har udtalt til BT, at adskillelsen af trillingerne tyder på, at der er en generelt manglende viden om trillingers tætte relation hos landets kommuner.

Er det rigtigt, at I ikke ved nok om trillinger?

- Det kan da sagtens være. Vi har jo ikke så mange trillinger. Men vi ved jo godt, at tvillinger og trillinger er tæt på hinanden, siger Ane Stallknecht, der ikke har yderligere kommentarer.