En af landets helt store kvægbedrifter har fået trukket stikket, efter Danske Andelskassers Bank har sagt stop. Gælden lød på 135 millioner kroner.

Det skriver jv.dk.

Der er tale om I/S Mathiesen, som med en gæld i millionklassen ikke længere får lov til at løbe rundt. Danske Andelskassers Bank, som har trukket stikket, kommer selv til at lide et betydeligt tab, lyder det.

Far og søn, Allan og Henrik Mathiesen, fik ellers omdannet et lille kvægbrug til en gigant på 13 ejendomme med mere end 2.000 malkekøer. Kvægbedriften var på omkring 600 hektar.

6. december blev I/S Mathiesen erklæret konkurs ved Skifteretten i Esbjerg. Det skyldes underskud de seneste år - ikke mindst på grund af en historisk lav pris på mælk, skriver mediet.

Som en konsekvens af konkursen ser det ud til, at mange kreditorer må vinke farvel til deres penge i foretagendet.

»Man må sige, at der her er tale om en megastor bedrift, og vi er fortsat ved at skabe os et overblik, men umiddelbart tror jeg ikke, at der bliver tale om dividende til simple kreditorer efter realkreditten og bankens virksomhedspant,« forklarer advokat Flemming Jensen, der er kurator på sagen, til jv.dk.

Han ved endnu ikke, hvor stort et tab Danske Andelskassers Bank ender med - ikke mindst fordi størstedelen af værdien i I/S Mathiesen ligger i ejendommene.

Familien Mathiesen skal efter alt og dømme fortsat bo i ejendommene.

Har du fået hørt ugens nye afsnit af BTMX-podcasten 'Vi elsker clickbait'? Download det gratis i Itunes eller lyt med her: