Flere hospitaler bruger honning til at behandle patienterne.

Honning har helende egenskaber, og nu er det på vej ind på flere af landets hospitaler. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Senest i Region Hovedstaden, hvor man fra det nye år vil gøre honning til en fast del af behandlingsprodukterne, fortæller sårsygeplejerske Anne Ørskov Hansen fra Hvidovre Hospital.

- Honning er egentlig et gammelt produkt, men det er blevet udviklet og forfinet. Tidligere var det noget, der flød ud under bandagen, men i dag findes det i en mere brugervenlig udgave, der kan rense sårene meget effektivt. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at bruge det meget mere i fremtiden, siger hun.

På hospitalerne i Region Sjælland har honning været på hylderne i nogle år, og for omkring et år siden begyndte man for alvor at gøre brug af produktet i Region Midtjylland, efter at en ph.d.-afhandling blandt andet viste, at honning havde en god effekt på kræftsår.

På Regionshospitalet Viborg har honning allerede i stor stil afløst sølvprodukterne, siger sår­sygeplejerske Else Godsk Vestergaard.

- Tanken er, at honning er et naturligt produkt i forhold til, hvad der er at vælge imellem. Der er intet, der peger på, at sølv skulle være problematisk, men det virker mere organisk at bruge noget andet end tungmetaller. Og da effekten er lige så god, griber vi mere honningen på hylden end nogensinde før og kommer helt sikkert også til at gøre det i fremtiden.

BNB