Venstres Eyvind Vesselbo og Dansk Folkepartis familieordfører, Mette Dencker, har begge været ude og sige, at lille Masho bør sendes hjem til Etiopien igen. De mener, at hun bør bo hos sine biologiske forældre, da det vil tjene hende bedst

Men to eksperter i børnepsykologi forklarer, at det langt fra er sikkert, at det vil være en god ide.

- Der er mange, der gerne vil profilere sig i den her sag. Venstre og Dansk Folkeparti giver muligvis udtryk for deres politiske holdning, men det er ikke sikkert, at det er det, der vil tjene Masho bedst, siger Niels Peter Rygaard, psykolog og ekspert i børn med tilknytningsforstyrrelser.

- Nu er hun jo et barn med et ben i hver lejr. Det er ikke til at sige, hvor hun hører mest hjemme. Derfor er det vigtigt,  at undersøge og tale med hende, før man tager sådan en beslutning, forklarer han.







Red Barnets psykolog, Kuno Sørensen, er ganske enig i den betragtning.

- Hun har jo åbenbart været hele seks år, da hun kom hertil, så hun kan jo tydeligt huske Etiopien. Men det er ikke sikkert, at det er en god ide, at sende hende tilbage. Hvilket liv fylder mest? Det bør en undersøgelse af hende afklare først, siger han.

Hvis man tager Masho og sætter hende på et fly tilbage, så risikerer man at hun blot gennemlever det samme mareridt en gang til, da hendes biologiske forældre efterhånden er blevet til nærmest fremmede mennesker for hende. Og sproget har hun glemt igen.

- Hvis hun også har tilknytningsforstyrrelser, så skal rammerne dernede være optimale. Det er ikke sikkert, de er det, forklarer Kuno Sørensen.

Niels Peter Rygaard, som jo er ekspert i tilknytningsforstyrrelser, mener dog ikke, at Masho har den lidelse.

- Jeg synes ikke, at filmen tyder på tilknytningsforstyrrelser. Jeg synes, det ser ud som om, at hun har en sund reaktion på en helt uløselig situation for hende. Havde hun virkelig haft tilknytningsforstyrrelser, så ville hun umiddelbart virke mindre påvirket af situationen, siger han.