I juli 2008 skød Taleban en panserværnsgranat ind i en Piranha-mandskabsvogn, hvor flere danske soldater opholdt sig. En af heltene fra den dag er 23-årige Kenneth S. Pedersen.
Kenneth Skovmand Pedersen vågner i en verden uden lyd. Der går et øjeblik, inden han indser, at han ligger med ansigtet ned i det varme ørkensand, og at det stadig er 23. juli 2008. Den 23-årige konstabel fra Hold 5, der hører til Gardehusarregimentet i Slagelse, kigger forvirret rundt - han er stadig i ørkenområdet øst for byen Gereshk i Helmand-provinsen. Et sted råber hans sektionsfører, Hans H. Antvorskov, ’mortér’, men stemmen virker fjern.
Der er fløjet mange kister og sårede soldater ud af Afghanistan, men der er også vendt helte hjem fra ørkenkrigen. En af dem er den i dag 28-årige Kenneth Skovmand Pedersen, som har fået forsvarets tapperhedsmedalje for at redde en ven fra den sikre død i en brændende Piranha-mandskabsvogn. Her knap fem år efter står oplevelsen stadig i frisk erindring hos Kenneth Skovmand Pedersen. Han tager en smøg, mens han fortæller om oplevelsen i Afghanistan.
Barsk frokostpause
Kort før angrebet har den 23-årige konstabel, som kører i en Piranha-mandskabsvogn, gjort et eftermiddagsholdt med det mekaniserede infanterikompagni. De 18 vogne står i en beskyttende cirkel og inde i cirklen sidder soldaterne med feltrationer og spillekort. Kenneth Skovmand Pedersen må vente, for han har radiovagt i sin Piranha, men på et tidspunkt bliver han dog afløst. Han når lige at sætte sig op ad Piranhaen med en feltration, da alting eksploderer bag ham. En panserværnsgranat er slået sådan ned, at den er fløjet ind ad vognens åbne bagluge og eksploderet.
Ild i tøj og hår
Kenneth Skovmand Pedersen rejser sig fra sandet og løber mod kampvognen. Her vælter hans vognkommandør, Hans Kryger, ud med ild i tøjet og håret. Kenneth Skovmand Pedersen og overkonstabel Lasse Rasmussen springer til for at slukke ilden. Pludselig hører de en råbe om hjælp.
De styrter begge ind i den brændende Piranha, hvor det vælter ud med diesel fra den ene brændstoftank. Der hvor granat-hylden hang, er der nu et gabende hul i vognen, og eksplosionen har blæst kampvognens cirka 50 ammunitionskasser rundt i køretøjet - adskillige er landet på mortérberegneren, Martin Wurm, som ligger forbrændt i vognen. Det er ham, der har råbt.
Stønner af smerte
De begynder febrilsk at fjerne de tunge ammunitionskasser og løfter ham udenfor - han stønner af smerte. De løber ind igen for at finde ham, som tilbød Kenneth Skovmand Pedersen en frokostpause.
De voldsomme flammer, dieselen som vælter ud og ammunitionen får dem til at opgive, og de flygter ud.
Senere viser det sig, at ham, de leder efter har reddet sig selv ud i live. De når kun lige ud, før den første mortérammunition eksploderer og vælter dem omkuld. De løfter mortérberegneren op, begynder at løbe, men når kun cirka 15-20 meter, inden vognen eksploderer, og de bliver slynget til jorden. De løber videre og bliver mødt af en sanitets-piranha, som de løfter deres sårede ven ind i.
Skarpe smæld lyder over dem - de andre er i ildkamp med Taleban. Lasse Rasmussen tager med sanitetsvognen, men Kenneth Skovmand Pedersen løber tilbage til den brændende Piranha for at se, om andre har brug for hjælp. Det er der ikke.
13 metalstykker i benet
Her bliver han samlet op af en ingeniørvogn, hvis sygehjælper straks kaster sig over Kenneth Skovmand Pedersen, som er indsmurt i blod. Han bløder ud af ørerne, og både den blodfyldte T-shirt og bukserne er flået i stykker. Blodet på T-shirten kommer dog ikke fra Kenneth Skovmand Pedersen. Men det gør blodet på hans bukser. Sygehjælperen finder 13 metalstykker i hans ben, som blodet pibler fra.
Mens Kenneth Skovmand Pedersen sikrer bagud, kan han se sin brændende Piranha - lige på det tidspunkt vil den 23-årige konstabel allerhelst bare hjem. Alle danske soldater overlever Taleban-angrebet den dag, men da Hold 5 i august 2008 skal hjem, følger krigens rædsler med.
Kenneth Skovmand Pedersen får svært ved at sove om natten. Af og til lykkes det kun med sovepiller. Og lugten af brændt gummi minder ham om lugten af brændt kød.
Med tiden kom oplevelserne på afstand, og Kenneth Skovmand Pedersen tog derfor til Afghanistan igen på Hold 12.
