Det vakte stor opsigt, da Alice Lauridsen tidligere på ugen stod frem og fortalte, hvordan hendes feriecenter i Brøns ved Ribe er blevet fuldstændig raseret, siden hun i november lejede den ud til asylansøgere igennem Udlændingestyrelsen.

»Madrasserne er der blevet hoppet på og tisset i. Der er lavet bål på mine gulvtæpper, så der er store brændemærker, og der er tis i hjørnerne. Mit store spisebord er brækket i stykker som pindebrænde. Alt er revet fuldstændig fra hinanden, og kun lamperne har overlevet,« fortalte hun til BT.

Og der gik ikke længe, før politikerne på Christiansborg reagerede. Udlændingeminister Inger Støjberg kalder asylansøgernes opførsel 'forrykt' og 'utaknemmelig', mens Dansk Folkepartis Martin Henriksen mener, at sagen blot understreger, at flygtninge slet ikke skal ud i kommunerne.

Nu melder De Radikales udlændingeordfører Zenia Stampe sig også på banen. Men hendes synspunkt er et helt andet.

'Det er en voldsom historie. Men den er simpelthen ikke rigtig. Hele Danmark talte om det, alle hoppede i fælden. Historien er pustet op og promoveret af udlejeren Alice Lauridsen, der er kendt for ofte at skrive og dele meget heftig udlændingekritik på de sociale medier,' skriver Zenia Stampe på Facebook.

Ikke ekstraordinære skader

Hun lægger vægt på, at AsylSyd, der har den daglige drift for asylcentrene i Sønderjylland, i en pressemeddelelse afviser Alice Lauridsens påstande om, at asylansøgerne skulle have lavet bål på gulvet og brugt madrasserne som toilet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Alice Lauridsen fik sit feriecenter i Brøns ved varde raseret af asylansøgere, som hun lejede boligen ud til via Udlændingestyrelsen. Foto: Privatfoto.
Alice Lauridsen fik sit feriecenter i Brøns ved varde raseret af asylansøgere, som hun lejede boligen ud til via Udlændingestyrelsen. Foto: Privatfoto.
Vis mere

Udlændingestyrelsen opgør ellers selv de skader, som omkring 100 asylansøgere forårsagede i løbet af de fire måneder, de opholdt sig på Alice Lauridsens feriecenter, til hele 560.000 kr. Alice Lauridsen mener selv, at skaderne løber op i 1,3 millioner kr. og er nu i åben strid med Udlændingestyrelsen.

Men uanset hvad er der en logisk forklaring på de omfattende skader, mener Zenia Stampe.

»Det har ikke noget med etnicitet, kultur eller religion at gøre. Jeg er overbevist om, at en feriekoloni af danske skolebørn ville forårsage præcis lige så meget slid, som asylansøgerne har gjort, hvis de skulle opholde sig i feriecenteret på de samme vilkår. De (AsylSyd, red.) oplyser jo, at der ikke er tale om ekstraordinære skader, men et forventligt slid, når så mange mennesker skal opholde sig på så lidt plads 24 timer i døgnet,« siger Zenia Stampe til BT, da vi fanger hende over telefonen til en uddybende kommentar.

Hun mener, at sager som denne kunne undgås, hvis asylansøgerne fik lov til at komme ud fra centrene og deltage i samfundslivet.

Din opførsel er forrykt

Men Zenia Stampe er især ude med riven efter Inger Støjberg, som hun mener burde have undersøgt sagen, før hun pustede til ilden i medierne:

'Kære Inger Støjberg: Det eneste, der er forrykt, er din opførsel. Tænk at du vælger at gå direkte i medierne for at råbe ad flygtninge i stedet for at spørge dine egne medarbejdere i Udlændingestyrelsen om, hvordan tingene hænger sammen. Du skal forestille at være integrationsminister. Tror du, at din usaglige og skrupelløse flygtninge-bashing gavner integrationen? Nej, vel?,' skriver hun på Facebook.

Overfor BT pointerer Zenia Stampe, at integrationsministeren før har angrebet flygtninge og asylansøgere i medierne på et tvivlsomt grundlag.

Herunder kan du se hele Zenia Stampes opdatering på Facebook.