Arnaud Demare var hurtigst på tirsdagens helt flade etape i det italienske etapeløb Giro d'Italia.

Efter en meget begivenhedsfattig dag opstod der drama til sidst, da 10. etape af Giro d'Italia tirsdag blev kørt.

Det, der lignede en traditionel massespurt, blev på grund af et styrt kort før mål til en duel mellem en håndfuld af feltets hurtigste rytter og deres nærmeste hjælpere.

Her vandt franske Arnaud Demare foran Elia Viviani og Caleb Ewan, og FDJ-rytteren tog dermed sin første etapesejr i det italienske etapeløb.

Valerio Conti kan igen onsdag iklæde sig løbets lyserøde førertrøje, som han har kørt i, siden han blev nummer to på 6. etape.

Der var fra starten af etapen lagt op til, at feltets sprintere skulle i aktion.

Etapens profil var flad som en pandekage, så de eksplosive sprintere havde uden tvivl udset sig tirsdagens 145 kilometer lange tur fra Ravenna til Modena som en god mulighed for at tage en etapesejr.

Ikke desto mindre var der et par ryttere, der ville prøve lykken. Sho Hatsuyama og Luca Covili stak således afsted fra feltet tidligt på etapen.

Udbruddet levede dog udelukkende på feltets nåde. De to ryttere blev holdt i kort snor og havde aldrig mere end et par minutters forspring.

Med cirka 50 kilometer tilbage begyndte feltet - anført af holdene med de store sprinterhåb - at hive den japansk-italienske duo i land. Cirka 20 kilometer senere var udbruddet indhentet, og så var der lagt op til den helt store sprinterduel.

De sidste kilometer ind mod Modena bød på en indædt positionskamp blandt sprinterholdene. Det forsøgte Francisco Ventoso fra CCC-holdet at udnytte ved at stikke af fra feltet med cirka to kilometer tilbage.

Spanieren så kortvarigt ud til at have slået et afgørende hul, men det glubske felt var for hurtige og overhalede ham på den sidste kilometer.

Kort forinden havde et styrt langt fremme i feltet delt det hele op. I asfalten lå blandt andet indehaveren af løbets pointtrøje, Boras Pascal Ackermann, der dermed ikke var at finde i finalen.

Det var Arnaud Demare til gengæld, og franskmanden spurtede sig til sejr fra spids, blandt andet foran den italienske mester, Elia Viviani.

Onsdag skal rytterne ud på 221 kilometer fra Carpi til Novi Ligure. Etapen er som udgangspunkt flad, men stiger en lille smule til sidst.

/ritzau/