Moderaterne vil alligevel ikke sende danskerne til stemmeurnerne om at afskaffe det danske retsforbehold overfor EU. I hvert fald ikke i nær fremtid. 

Det skriver Moderaternes såkaldte spids-spidskandidat Stine Bosse og partiets integrationsordfører Mohammad Rona i en kronik i Jyllands-Posten

Udmeldingen kommer, efter at Stine Bosse kom i politisk modvind, da hun i april først sagde, at Danmark »fint kunne« tage imod 7.000 flygtninge om året og være solidarisk med resten af EU. 

Efter det umiddelbare ramaskrig fra Moderaternes regeringspartnere og et møde med Moderaternes folketingsgruppe meldte Stine Bosse samme formiddag pludselig ud, at hun faktisk mente, at Danmark skulle tage imod nul flygtninge

I Ronas og Bosses kronik bruger politikerne en del spalteplads på at gøre læserne det begribeligt, at der er store problemer med EUs ydre grænser, som er »hullede som en si«. 

Der skal være styr på de ydre grænser først og fremmest. Herefter skriver de:

»Og det er først, når det er sket, at Moderaterne mener, at vi skal tage en afstemning om retsforbeholdet. For vi skal selvfølgelig være med i Europa og løfte vores del af ansvaret.«

Siden Bosses travle formiddag i april, hvor hun meldte ud, at Danmark bør tage henholdsvis 7.000 og nul flygtninge, har det svævet lidt i det uvisse, hvad Moderaterne egentlig går til valg på. 

Tidligere gik partiet nemlig til valg på, at danskerne skulle til stemmeurnerne og stemme om retsforbeholdets afskaffelse. En melding, som statsminister Mette Frederiksen erklærede sig modstander af.

Hvis danskerne afskaffede retsforbeholdet, så ville Danmark herefter automatisk tilslutte sig den såkaldte migrationspagt. 

Den omfatter en fordelingsnøgle for flygtninge, som ville betyde, at Danmark kunne forvente mellem 5.000 og 7.000 flygtninge om året. 

»Det grænser til politisk selvmord, når man siger, at man vil have flere flygtninge,« siger B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, som fortsætter:

»Når man nu siger nul flygtninge, så er den logiske følge af det, at man vil udskyde afskaffelsen af retsforbeholdet.«

Qvortrup mener dog ikke, at udmeldingen om, at Moderaterne vil vente med retsforbeholdet, retter op på Bosses fejl. 

»Skaden er sket. Det er mejslet i granit, at hun dummede sig og fremstod som en politisk amatør,« siger han. 

Lyt til B.T.s podcat Q & CO med politisk analytiker Henrik Qvortrup.