En 20-årig kvinde er kommet alvorligt til skade efter en færdselsulykke tidligere på dagen.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til B.T.

Ved Mønsted – mellem Viborg og Holstebro – er der sket et frontalt sammenstød mellem to biler.

I den ene bil sad den 20-årige kvinde, mens en 19-årig kvinde kørte den anden bil. Der var ikke andre personer i bilerne.

Den 20-årige er kommet alvorligt til skade og er fløjet til Skejby Sygehus med helikopter, oplyser vagtchef Andreas Andersen.

Den 19-årige kvinde er kørt med ambulance til det nærmeste sygehus. Hun er ikke kommet alvorligt til skade.

Politiet har været til stede ved ulykkesstedet, men har forladt stedet igen.

Tidligere hed det sig, at det var en kvinde og en mand, som var involveret i ulykken. Men der er retteligt tale om to kvinder, præciserer politiet.

De nærmere omstændigheder ved ulykken er uklare for nu.

Ulykken blev anmeldt klokken 14.53.

B.T. følger sagen.