Kunder hos elselskabet Nordisk Energi betaler gigantisk skjult tillæg til elprisen.

Det siger Anne Lundov, medstifter af appen Min Strøm, til B.T., og hun bakkes op af Forbrugerrådet Tænk, som har anmeldt elselskabet for både de skjulte gebyrer og vildledende markedsføring.

Hos Nordisk Energi lyder svaret blandt andet, at man ikke har udbudt produktet i mere end et år.

Over for B.T. fremviser Anne Lundov fire eksempler på regninger, som kunder har modtaget fra Nordisk Energi, hvor de er blevet opkrævet et skjult gebyr i forbindelse med udregning af prisen på strøm i forskellige perioder i 2023.

I et af tilfældene er der tale om en regning på i alt 10.789,62 kr., hvor kunden ifølge Anne Lundov og Min Strøm har betalt 4.514 kroner for meget i form af et skjult tillæg på 1,33 kroner pr kWh i perioden.

Af regningen fremgår det, at kunden har forbrugt 3.387 kWh i perioden fra 1. januar til 15. november 2023, og Nordisk Energi har opkrævet gennemsnitligt 2,1794 kroner pr. kWh i den såkaldte spotpris, som varierer time for time.

Kunden har betalt 2,1794 kroner pr kWh, men det er langt over, hvad den gennemsnitlige spotpris reelt var, lyder anklagen fra Min Strøm.
Kunden har betalt 2,1794 kroner pr kWh, men det er langt over, hvad den gennemsnitlige spotpris reelt var, lyder anklagen fra Min Strøm. Foto: Min Strøm
Vis mere

Det skjulte gebyr er lagt oven i den såkaldt spotpris. Spotprisen er den rå elpris, der bliver fastsat time for time på den nordiske elbørs Nord Pool ud fra udbud og danskernes samlede forbrug.

»Nordisk Energi har også i dette tilfælde opkrævet et decideret snydetillæg,« siger Anne Lundov.

»Vi er gået forbruget grundigt igennem, og vi kan se, at den reelle spotpris har været 1,33 kroner lavere. Det bliver til rigtig mange penge,« forklarer Anne Lundov.

I de tre andre tilfælde varierer størrelsen på det skjulte tillæg til spotprisen mellem 83 øre og 195 øre pr kWh, forklarer Anne Lundov.

Hun tilføjer, at Min Strøm har fundet snydetillæg i samtlige 57 elregninger fra Nordisk Energi, som man har undersøgt.

»Problemet er, at kunden ikke har nogen reel mulighed for at kontrollere, om den gennemsnitlige spotpris, man bliver opkrævet, nu også er rigtig. Der er jo tale om et ufatteligt langt regnestykke,« siger Anne Lundov.

»Men når de bare skriver en gennemsnitlig spotpris for forbruget, kan kunden ikke gennemskue, om prisen er for høj. Og det er den altså – voldsomt meget – i de her tilfælde,« understreger hun.

B.T. har vist de fire regninger fra Nordisk Energi til Christian Sand, som er forbrugerpolitisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk. 

Og her lyder meldingen, at man kun alt for godt kender til Nordisk Energi og selskabets metoder.

Faktisk har man allerede anmeldt Nordisk Energi til flere myndigheder – blandt andet for at skjule tillæg til prisen og for vildledende markedsføring.

»Hos Forbrugerrådet Tænk ved vi konkret, at Nordisk Energi har gjort tilsvarende på andre elregninger, som vi har set tidligere. Derfor anmeldte vi Nordisk Energi til myndighederne,« siger Christian Sand til B.T.

»Desværre er det en kendt aktør for os, som har udviklet denne praksis med groft at vildlede forbrugerne.«

»Når selskabet går ind og maskerer, hvad de lægger oveni spotprisen, er det fuldstændig umuligt for kunden at gennemskue, og baseret på den viden, vi har, er det her en af de groveste sager på elmarkedet,« siger Christian Sand.

Forbrugerrådet Tænk har anmeldt Nordisk Energi til Forsyningstilsynet for de skjulte tillæg.

Og samtidig har man anmeldt selskabet til Forbrugerombudsmanden for vildledende markedsføring i forbindelse med, at man blandt andet bryster sig med at være 'billigst i prissammenligning'. B.T. har set begge anmeldelser.

»Vi har i forvejen et elmarked, som er svært at forstå for forbrugerne, og i dette tilfælde har man så kombineret en aggressiv markedsføring med denne her finte med skjulte tillæg. Derfor ser vi meget frem til at høre myndighedernes vurdering,« siger Christian Sand.

»Den kombination er ret giftig. I Forbrugerrådet Tænk mener vi, at sagen understreger, at der er behov for at stille større krav end i dag til at kunne oprette og drive et elselskab for at beskytte forbrugerne tilstrækkeligt,« understreger han.

Christian Sand, forbrugerpolitisk medarbejder hos Tænk, er særdeles kritisk omkring metoderne i elbranchen.
Christian Sand, forbrugerpolitisk medarbejder hos Tænk, er særdeles kritisk omkring metoderne i elbranchen. Foto: Forbrugerrådet Tænk
Vis mere

Hos Nordisk Energi lyder forklaringen over for B.T., at der er tale om et produkt, som selskabet stoppede med at udbyde i marts 2023, og som var rettet mod kunder med et lavt elforbrug.

Regningerne, som B.T. har set, vedrører imidlertid efterfølgende perioder i 2023. Til det siger medstifter i Nordisk Energi, Lucas Aastrup:

»Når et produkt udgår, betyder det, at vi stopper med at tilbyde det til nye kunder. Men vi stopper jo ikke bare med at levere det til eksisterende og tilfredse kunder, som vi har indgået en aftale med,« forklarer Lucas Aastrup.

Han fastholder, at Nordisk Energi ikke opkræver skjulte gebyrer, men han anerkender, at 'nogle kunder ikke har følt sig tilstrækkeligt oplyst' i forbindelse med det nu udgåede produkt.

Lucas Aastrup forklarer i samme ombæring, at Nordisk Energi siden april 2023 har oplyst både samlet pris og alle de forskellige priselementer på forsiden af selskabets hjemmeside.

»Vi skjuler ikke tillæg eller gebyrer, og de forskellige prisstrukturer på vores produkter fremgår tydeligt på vores hjemmeside og i det fremsendte aftalemateriale til nye og eksisterende kunder,« siger Lucas Aastrup.

Burde I ikke have taget fat i alle de pågældende kunder og fået dem flyttet over på andre produkter?

»Det er særligt kunder med et lavt elforbrug, som har været glade for produktet. Produktet var som nævnt netop beregnet til forbrugere med et meget lavt elforbrug (under 1.000 kWh årligt), som ikke ønskede at betale et abonnement samt betalingsgebyrer, administrationsgebyrer mm., men som i stedet ønskede at betale mere for strømmen - og månedsvis bagud,« lyder svaret fra Lucas Aastrup.

»Vi ærgrer os selvfølgelig, hvis der er kunder, som ikke har følt sig tilstrækkeligt oplyst. For så kan man også på elmarkedet komme til at vælge et produkt, der er mindre fordelagtigt for en selv, end andre produkter måske ville have været.«

»Fuldstændig ligesom hvis man kommer til at vælge et mobilabonnement med for meget data eller streamingtjenester, som så ikke bliver brugt alligevel. Det er så her, vi går ind og siger, at utilfredse kunder er meget velkomne til at henvende sig, og at vi vil strække os langt for at komme dem i møde,« lover Lucas Aastrup.

Boligejere landet over venter utålmodigt på, at renterne begynder at falde. Hvad skal der til for, at det sker, og er der en udvej, hvis renterne forbliver høje?

Få svarene i denne episode af B.T.-podcasten 'Spar Kassen'.