Statsminister Mette Frederiksen holder gerne skåltaler om, at den offentlige sektor »skal sættes fri«, og politikerne skal holde de statslige fingre længere væk. 

Det er nemlig meget vigtigt, at politikerne på Christiansborg har »tillid til vores dygtige offentligt ansatte«, som Mette Frederiksen slog på tromme for, flere år før hun blev statsminister.  

»Vi skal en gang for alle opgive idéen om, at god velfærd skabes ved, at politikere og embedsmænd regulerer den offentlige sektor ned i mindste detalje,« lød det blandt andet i et stort anlagt udspil fra Socialdemokratiet tilbage i 2018. 

Partiet rullede samtidig  en stort kampagne ud med Mette Frederiksen i front med store plakater i bybilledet med teksten »Mere frihed og tillid til jer, der arbejder i det offentlige.« 

Men i dag er der er tilsyneladende grænser for regeringens tillid til de offentligt ansatte. 

For at undgå at pædagogerne i daginstitutionerne parkerer de små poder foran iPads, har børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye nemlig netop indgået en ny aftale, der skal fjerne skærmene fra pædagogernes arbejde med børnene i daginstitutionerne så meget som muligt. 

Hvis du skulle være bekymret for, at dit barn bliver efterladt i timevis foran iPad'en nede i børnehaven, kan du dog godt ånde lettet op. 

En kortlægning af brugen af skærme fra 2020, som Tesfayes eget ministerium henviser til som vidensgrundlag for forslaget, viser nemlig, at børn i institutioner maksimalt bruger 10 minutter om dagen på 'skærmaktiviteter'.

Forsker modsiger Venstre: Det passer ikke, at børn sidder foran iPads i timevis i børnehaver

Alligevel fastholder Mattias Tesfaye, at der er et problem med brug af skærme i institutioner.  Han kan heller ikke se nogen modsætning mellem, at Socialdemokratiet taler om, hvor vigtigt det er med tillid til offentligt ansattes faglighed, og så at regeringen nu vil bestemme, hvordan pædagoger skal bruge iPads i daginstitutionerne.. 

»Jeg ønsker, at loven skal signalere, at børnene skal være fri for skærme i vores daginstitutioner, for jeg er meget bekymret for, hvor meget børn bliver eksponeret for skærme,« siger Mattias Tesfaye. 

Tror du, at børn i dag sidder særlig meget foran iPads ude i daginstitutionerne? Når man kigger på den rapport, dit eget ministerium også henviser til, viser den jo, at børnene sidder meget lidt ved en skærm i dag?  

»Altså, vi er udfordrede af ikke at have et solidt vidensgrundlag om det her. Nogle forskere er meget bekymrede for skærmforbruget. Andre siger, at man skal tage det mere roligt. Her vil jeg gerne have, at vi vælger, at vi lovgivningsmæssigt opererer ud fra et forsigtighedshensyn.« 

Forklar lige, hvordan det her nye forslag harmonerer med det, I i Socialdemokratiet taler så tit om, nemlig hvor vigtigt det er at have tillid til de offentligt ansatte og ikke bestemme alting fra Christiansborg? 

»Jamen, det er er jeg også meget enig i er meget vigtigt. Det er heller ikke fordi, vi har lavet en lov, der forbyder iPads for vuggestuer. Jeg synes, det er vigtigt, at vi sender et politisk signal.« 

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye er bekymret for om danske børns skærmforbrug er for højt. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye er bekymret for om danske børns skærmforbrug er for højt. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men i regeringsgrundlaget er der lange afsnit om, hvordan I vil sætte den offentlige sektor fri, have mindre bureaukrati, og at politikerne på Christiansborg ikke skal blande sig i alt muligt. Hvordan hænger det sammen med, at I nu laver regler for hvor meget iPad, der må bruges ude i en vuggestue?

»Når vi siger, vi ønsker frisættelse, er det jo ikke det samme som, at der ikke skal laves regler og lovgivning. Du kunne også spørge mig, om ikke skolelæreren er bedst til at vurdere, om børnene skal lære engelsk. Det synes jeg ikke. Det synes jeg, politikerne er bedst til at bestemme. Der skal ikke reguleres i detaljen, men man må gerne lave de overordnede linjer.«

Men er det ikke forholdsvist detaljeret at lave lovgivning om, hvor meget børn må kigge på en skærm i vuggestuen? 

»Vores lovgivning sender et dårligt signal i dag, og derfor skal den laves om.«

Og du synes slet ikke, at der er nogen modsætning mellem hvor meget, I taler om tillid til offentligt ansatte, og at I nu laver en lov om, hvor lang tid med en iPad børnene må have ude i institutionerne? 

»Hvis vi havde lavet en lovgivning om, at man aldrig må bruge iPads, så ville der være en modsætning. Det er der ikke, når vi på den her måde laver en overordnet ramme i stedet for et forbud.« 

I Inger Støjbergs parti Danmarksdemokraterne har man valgt ikke at være med i den nye aftale, fordi man mener, den er er et udtryk for formynderi og mistillid til personalets faglighed.

»Jeg tror, at pædagogerne grundlæggende er stolte over deres fag, og ikke har lyst til en hverdag, hvor man bare sætter børnene ned med en iPad i flere timer. Der er heller intet, der tyder på at der sker i dag« siger partiets politiske ordfører Susie Jessen.

»Vi mener helt grundlæggende, at den her aftale er helt skæv, fordi det er så formynderisk. Det er en total mangel på tillid til at pædagogerne går på arbejde for at skabe nogle gode dage for børnene,« siger hun.

De nye skærmregler vil komme til at gælde i både offentlige og private pasningstilbud. Børne- og Undervisningsministeriet forventer, at den nye lov vil kunne træde i kraft 1. juli 2024. 

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen.