Skandalen om Herlufsholm har fået store konsekvenser, og har sendt Kongehuset ud i et uvant stormvejr, da kronprinsparrets ældste søn, prins Christian, er elev på skolen.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har indtil videre udtalt, at de vil holde øje med situationen omkring skolen og forvente, at der sker radikale ændringer.

Dermed er status quo bevaret – prins Christian bliver på skolen, og prinsesse Isabella begynder til næste skoleår.

Det er dog langtfra sikkert, at det er sådan, det forbliver. B.T. har talt med kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen, som har vurderet de tre scenarier, Kongehuset har at arbejde med.

Prins Christian bliver på Herlufsholm, og prinsesse Isabella starter som planlagt.

»Det, der taler for, er, at Kongehuset så kan håbe, at der kommer ro omkring sagen. Det vil blot skabe mere postyr, hvis de begynder at ændre deres planer,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

»Det, der taler imod, er, at der er risiko for, at der kommer nye ting frem, eller at der ikke er blevet ryddet ordentligt op, og det kan Kongehuset blive viklet ind i. Det er den store risiko ved at fortsætte, som om intet er hændt.«

Lars Hovbakke Sørensen tror, at Kongehuset indtil videre vil holde fast i denne løsning og se tiden af.

Omvendt mener han dog heller ikke, at der skal ikke ret meget nyt frem om forholdene på Herlufsholm, før man fra Kongehusets side kan blive tvunget til at vurdere situationen igen og skære båndene til kostskolen.

Prins Christian bliver på Herlufsholm, men prinsesse Isabella starter ikke.

»Det er nok ikke så sandsynligt. Det er lidt en halv løsning. Så har man delvist sagt, at der er noget galt, idet prinsesse Isabella alligevel ikke starter der, men man har samtidig sagt, at der ikke er så meget galt, at prins Christian ikke kan blive der,« vurderer kongehuseksperten.

»Det er den mindst sandsynlige løsning, men den kan selvfølgelig ikke fuldstændig udelukkes.«

Det, der ifølge kongehuseksperten kan tale for denne løsning, er, at hvor det vil være upraktisk for prins Christian pludselig at skifte skole, er det uproblematisk for prinsesse Isabella at starte et andet sted end Herlufsholm.

Prins Christian trækkes ud af Herlufsholm, og prinsesse Isabella starter ikke på kostskolen.

»Den kæmpestore fordel ved den løsning er, at man laver et klart snit, hvor der tages fuldstændig afstand, og man siger, at det skal man ikke være en del af,« mener Lars Hovbakke Sørensen.

»Ulempen kan være, at man gør noget uden at afvente og se, om der bliver rettet op på problemerne, og man er ikke selv en del af løsningen. Det kan også virke meget drastisk.«

Ifølge Lars Hovbakke Sørensen er det en svær situation for Kongehuset, da de ikke kan vide, hvad der kommer til at ske omkring Herlufsholm, og selvom den første storm og kritik nu har lagt sig, skal der ikke meget til, før hele balladen om Herlufsholm igen kan vokse sig til en kæmpe sag for Kongehuset.