I næsten 14 år har Marie-Louise Hvidberg, der er bedre kendt som 'Rise', ejet og drevet bageri i Odense.

Men den seneste tid har været lidt af en udfordring for bageren, der har i alt tre bagerier, som alle hedder Rises Brød, i byen.

»Elpriserne er steget markant, og det harr betydet, at vi har været nødt til at hæve vores priser,« fortæller Marie-Louise Hvidberg til B.T.

Både ovne, kølemontrerne og frysere kører på el i alle tre bagerier. Og det betyder en ekstra elregning på flere hundrede tusind kroner.

»Jeg har ikke det præcise overblik over, hvor mange penge det drejer sig om. Men et overslag viser en ekstraregning på flere hundrede tusind kroner. Og jeg tør næsten ikke lave det præcise regnestykke, for jeg frygter simpelthen udfaldet,« siger Marie-Louise Hvidberg og tilføjer:

»Det er ikke en ekstra udgift, vi bare kan æde selv. For gjorde vi det, så var der en reel risiko for, at jeg måtte fortælle mine 40 medarbejdere, at det var tid til at lukke og slukke.«

Og derfor må kunderne altså hjælpe til ved at betale lidt ekstra for brød og kager i den kommende tid.

»Vi har valgt at sætte et skilt op med prisstigningerne. Vi synes, at vores kunder fortjener en forklaring. Og så er der selvfølgelig nogle kunder, der ikke er tilfredse med prisstigningerne, men de fleste kan godt forstå det,« forklarer bageren.

Marie-Louise Hvidberg, der ejer tre bagerier ved navn Rises Brød i Odense, fortæller, at hun kan se frem til en ekstra elregning på flere hundrede tusind kroner. Derfor må kunderne i bageriet betale lidt ekstra for brød og kager. Privatfoto.
Marie-Louise Hvidberg, der ejer tre bagerier ved navn Rises Brød i Odense, fortæller, at hun kan se frem til en ekstra elregning på flere hundrede tusind kroner. Derfor må kunderne i bageriet betale lidt ekstra for brød og kager. Privatfoto.
Vis mere

Men det er faktisk ikke kun elpriserne, som viser sig at være en udfordring for bageriet.

Også priserne fra bageriets leverandører har været støt stigende det seneste stykke tid.

»Forbrugerne er jo allerede stødt på de her prisstigninger i for eksempel detailhandlen, og den tendens er vi nødt til at følge med,« siger Marie-Louise Hvidberg.

Hun forklarer i den forbindelse, at flere varer i bageriet er blevet sat op med cirka 10 procent, men at det langtfra er alle varer, hun har hævet prisen på.

Priserne på brød og kager har fået et nøk opad som følge af stigende elpriser. Privatfoto.
Priserne på brød og kager har fået et nøk opad som følge af stigende elpriser. Privatfoto.
Vis mere

»Når der er tale om så stor en ekstraregning, så kan man jo hurtigt regne ud, at der skal sælges en del rundstykker og kager for at hente det ind. Men for ikke at skræmme alle kunderne væk, så æder vi også en stor del af udgifterne selv,« siger hun og afslutter:

»Men vi er også nødt til at tænke på vores egen overlevelse.«