Noget tyder på, at det er tid til at komme i omdrejninger, hvis du skal købe legetøj til dit barn, barnebarn eller andre børn til jul.

Ellers risikerer du ganske enkelt at komme for sent og få en lang næse.

Flere internationale medier har de seneste uger spekuleret i, at problemer med fragt fra Asien kan betyde, at legetøjslagre bliver tyndt besat omkring jul.

Noget tyder noget på, at den spådom er ved at blive til virkelighed.

Tag bare denne analyse, som Pricerunner har udarbejdet for B.T.

Hvis du tager de 50 mest populære produkter i de 50 mest populære kategorier – altså 2.500 produkter i alt – så er 14 procent af produkterne lige nu udsolgt.

Hvis du tager de 50 mest populære produkter i legetøjskategorien, er det 26 procent af produkterne, som er udsolgt.

En markant overrepræsentation.

»Det skyldes blandt andet de globale problemer med fragtcontainere. Legetøj er virkelig et område, som kan blive en mangelvare,« siger Katrine Barslev, forbrugeranalytiker ved Pricerunner:

»Vi tror også, at priserne kan blive dyrere på grund af stigende fragtomkostninger. Vi ser allerede, at visse produkter er begyndt at stige i pris.«

Legetøjsmanglen er et problem, som er beskrevet i flere lande de seneste uger.

Især i USA og Storbritannien er der meldinger om bekymring over legetøjssituationen op til den kommende jul.

Og problemerne kan meget vel betyde, at også enormt mange danskere ender med en lang næse de kommende måneder.

»Vi ved fra tidligere år, at legetøj er en af de kategorier, der ligger helt i top på Pricerunner, når vi nærmer os julen. Det er den, allerflest går efter. Det overstiger mobiltelefoner og bærbare, som ellers ligger i top,« forklarer Katrine Balslev:

»Hvis du ved, hvad du vil købe, så er det en god idé at gøre det nu.«

Meget lidt tyder dog på, at danskerne helt har læst med, når medierne de seneste uger har skrevet stolpe op og stolpe ned om potentiel varemangel op til jul.

Ifølge en YouGov-undersøgelse, som Pricerunner har fået udarbejdet, er det kun ni procent af danskerne, som har tænkt sig at købe julegaver tidligere, end de plejer.

»Der vil det være vores anbefaling, at man køber sine julegaver lidt tidligere end normalt. Begynd allerede nu at efterlyse ønskelister. Jo tættere vi kommer på jul, jo sværere bliver det at få de ting, man gerne vil have,« vurderer Katrine Barslev:

»Man behøver ikke at voldindkøbe og gå amok, fordi man bliver stresset. Vi vil altid opfordre til velovervejelse og langsigtede køb. Men det handler om at være vågen og holde øje nu.«