Hvis man er bilist med ærinde i Odenses centrum i weekenden, skal man have for øje, at der bliver afholdt HCA Marathon søndag 26. september.

Det årlige HCA Marathon vender tilbage, og kommunen anbefaler derfor bilister at bruge ring 1 og 2, hvis man skal omkring i bil.

Ruten slår en ring om og igennem byen, og de veje, der benyttes til løbet, vil ikke være til at krydse, så længe, der er løbere derude.

Det vil være veje over hele byen, som man ikke kan få lov at passere. Veje som Vestergade, Rugårdsvej, Stadionvej og Langelinie er bare et lille udvalg af en lang række, som man kan se i faktaboksen herunder.

Afspærringsarbejdet starter søndag morgen klokken 5.30 fra fem forskellige punkter på ruten, som herefter skal stå afspærret og klar kl. 8.30.

Kommunen opfordrer til, at man tager hensyn, kører forsigtigt, og lader løbsofficials gøre deres arbejde.

Når klokken når omkring klokken 16, så mener man, at trafikken vil være tæt på helt normal igen.

I løbet af dagen vil der desuden være 70 hjemmeværnsfolk, som er med til at sørge for, at det hele glider, som det skal. Sammen med dem arbejder desuden 200 frivillige vejvisere, og politiets patruljevogne og -motorcykler.