»Jeg blev ked af det. Jeg blev mundlam. Jeg var i chok«.
Sådan beskriver 29-årige Claus Funder Nielsen den 17. april 2019 på sygehuset i Esbjerg.
I det aflukkede rum sad en overlæge over for ham.
På gulvet ved siden af sad sønnen Magnus på syv år og legede med en sygeplejerske og nogle klodser.
Magnus forstod ikke, hvorfor hans far måtte rejse sig og gå ud. Han forstod ikke ordene fra lægen, som hun netop havde overbragt hans far. Han så ikke, at faren græd.
Den syvårige dreng kender stadig ikke alvoren, men så alligevel ved han også, at noget ikke er, som det plejer. For utallige sygehusbesøg, dobbeltsyn, svimmelhed, hovedpine og et væld af piller er noget, der ikke før var en del af den lille familie.
En familie fra Grindsted, der også tæller mor og en fireårig lillebror.
»Han siger selv til mig, at han aldrig bliver rask. Han spørger, om han dør af det. Han spørger, hvad der sker, når man er død. Det er svært at tage ned på et børneplan,« siger 32-årige Karina Funder Nielsen, mor til Magnus.
Den dag på sygehuset var hun ikke med. For familien havde ikke i deres vildeste fantasi forestillet sig, at en livstruende diagnose skulle komme på tale. Han skulle jo bare rutinescannes, som forældrene formulerer det.
Spoler vi tiden tilbage til starten af 2018, nævnte den lille purk nogle enkelte gange, at han så dobbelt. Men det gik væk igen, og så var alt, som det plejede. På Magnus’ syvårsfødselsdag i november 2018 skelede han pludselig voldsomt. Og dobbeltsynet kom igen.
Lægerne mente, han skulle have briller. Men brillerne hjalp ikke. Så det var nødvendigt at operere, lød meldingen efter utallige øjenlægebesøg.
Men før man kan opereres, skal man MR-scannes. Det er ren rutine, som lægerne forklarede.
Resultatet af scanningen var den, lægen overbragte Claus i det lukkede rum i april 2019.
Der var ingen tvivl. Det var kræft.
En biopsi skulle senere hen vise, at kræften var ondartet. Kræften sidder inde i hjernestammen og ikke kan opereres. Hvis man opererer Magnus, vil man risikere at ramme 'det respiratoriske område' – og han vil muligvis blive lam. Det vil altså sige, at han risikerer ikke at overleve.
»Det er svært at acceptere. Han virker overhovedet ikke syg. Han er bare skeløjet. Nu er han bleg og har tabt sig. Han spiser ikke, som han plejer. Jeg føler lidt, vi har gjort ham syg,« siger Claus Funder Nielsen om de kemobehandlinger, hans søn indtil videre har fået tolv gange.
Cirka 1,4 ud af 100.000 rammes af denne type kræft per år, og den er dermed meget sjælden.
»Vi kan godt have dårlig samvittighed over, at vi ikke tidligere har tænkt, at det kunne være noget alvorligt, og om der er noget, vi har overset. Men Magnus har jo bare tilpasset sig de langsomt snigende symptomer, uden vi har været klar over det,« siger Karina Funder Nielsen, der opfordrer andre forældre til at reagere hurtigt på symptomer som f.eks. dobbeltsyn.
Hendes stemme er ved at knække, når hun tænker tilbage. Karina er ellers meget praktisk anlagt. Hun griber forløbet an, som var det en arbejdsopgave ud over det sædvanlige, der skal løses til topkarakter.
Tiden til at passe på sig selv og Claus er knap midt i det kaos, der har ramt parret, så de store følelser må vente, til 'de måske kommer om på den anden side'. Gør Magnus det, skal han måske strålebehandles, måske have mere medicin og formentlig genoptræne sit øje, der nu ser endnu mere sløret og dobbelt.
»Der er ingen garantier,« siger moren.
Håbet er at holde den heldigvis langsomt voksende tumor i skak. Tirsdag vil endnu en scanning afsløre, om tumoren er vokset eller skrumpet. Lægerne hælder til, at der ikke er sket forandringer.
»Vi har et håb om, at det virker, og at tumoren i det mindste ikke er vokset. For hvad gør vi så?« siger Claus Funder Nielsen, der nu får tabt arbejdsfortjeneste og går hjemme for at passe Magnus.
Forældrene kender ikke svaret på det spørgsmål, de selv stiller. Men håbet lever endnu.
