Husker du din konfirmation? Formentligt. De fleste husker denne dag - og husker den som noget særligt. En dag i livet, hvor man er i centrum, og hvor familien er samlet for at fejre konfirmanden. En dag med store taler, sange til lejligheden og gaver. Og en dag, hvor de første tanker om det kommende voksenliv langsomt sniger sig ind.
Min egen dag står lysende klar, selvom det er endog mange år siden. Jeg voksede op i en mindre jysk by i det, man vil kalde for bibelbæltet. Byens kirke var stor, for den var velbesøgt hver søndag. Kristendommen blev taget alvorligt og præsten var en betydningsfuld mand i byen. Jeg valgte at blive konfirmeret, for det gjorde man bare. Min familie var ikke faste kirkegængere, men jeg oplevede det ikke, som om jeg traf et valg. Jeg fulgte de andre.
Vi er midt i årets konfirmationstid. Klokkerne ringer uafbrudt hver weekend og på helligdage for at kalde konfirmander og gæster til kirken. Dåben skal bekræftes. For de fleste er det en aktiv beslutning at vælge konfirmationen, og for de fleste er det også af de ’rette’ grunde. De danske unge er ret velovervejede.
Hvert år opstår diskussionen om, hvorvidt de unge bliver konfirmeret, fordi de har den rette tro eller ’blot’ ønsker en fest. Min egen historie illustrerer, at den diskussion er ældgammel. Jeg var ikke særlig kristen eller velovervejet, mest optaget af at dyrke sport. Faktisk skabte konfirmationen en mindre krise mellem kirken og mig. Præsten havde til processionen ind i en stuvende fuld kirke med glade ansigter hos hele familien valgt at placere mig ved siden af bogtrykkerens Ulla. Hun var den absolut højeste pige i hele årgangen – mindst to meter. Jeg var den absolut mindste, og den kombination var uheldig. Ydmygende, faktisk.
Længe tænkte jeg, at hvis præsten havde planlagt dette uden øje for, at en Fy-og-Bi kombination var ødelæggende for en ung mand, kunne jeg godt tillade mig at lægge kirken lidt på is.
I konfirmationsalderen er det vigtigste i livet: Mig. Det er i denne periode, man udvikler sin personlighed, og derfor man spejler sig selv i andre dag og nat. Det vigtigste er og bliver den nære verden, man lever i. Vennerne og veninderne. Hvordan ser jeg ud i forhold til dem? I dag er det usædvanlig enkelt at være opdateret på dette forhold. Det er blandt andet derfor, at konfirmanderne bruger så mange vågne timer på at se videoer på YouTube eller skrive på SnapChat – deres to foretrukne sociale medier. Man kan godt kalde det selvoptaget, som jeg selv var det i forhold til Ulla og hendes højde, men det er en del af at udvikle: Mig!
Danske unge får ofte skyld for at være uansvarlige og forkælede. Vi i medierne kan godt lide at skrive ’dommedagshistorier’ om den danske ungdoms slaphed og undergang. Sandheden er derimod, at langt, langt den største del klarer sig godt og bedre end tidligere. I Danmark drikker de unge 15-16 årige for meget og langt mere end jævnaldrende i andre europæiske lande. Men med til historien hører, at forbruget er faldet støt de seneste 10 år, og at de unge begynder at drikke senere end tidligere.
De 15-årige ryger næsten ikke, forbruget er styrtdykket, og de danske unges forbrug af hash, stoffer og medicin er nærmest ikke-eksisterende og langt under andre europæiske landes forbrug.
Der er altså grund til at være optimistisk på vegne af de kommende konfirmander. De vil gerne klare sig, de lytter og de udvikler sig i en positiv retning. Og bliver de konfirmeret uden at tro stærkt på kirken og kristendommen, går det nok også. Jeg er nemlig sikker på, at de vil – som alle os andre – huske deres konfirmationsdag om 10-20-30 år. Dagen er nemlig skelsættende, for den er porten ind til den vej, hvor man finder sig selv – med eller uden kirken. Konfirmationen vil altid – før eller senere – tvinge dig til at overveje din tro.
Tillykke til alle de unge, ordentlige og tillidsfulde konfirmander, der skal skabe deres egen og vores fremtid. Nyd dagen.
