Søndag vandt han VM i badminton, og mandag må han skuffet melde fra til Japan Open i denne uge.

Det fortæller verdensmesteren Viktor Axelsen på sin Twitter.

'Jeg er skuffet over at måtte meddele jer alle, at jeg ikke er i stand til at deltage i denne uge i Osaka.'

'Jeg har presset mig selv meget i løbet af forberedelserne, og jeg har spillet igennem noget smerte ved VM, og det skal der nu tages hånd om,' skriver en bundærgerlig Viktor Axelsen.

'Selv om jeg ville have elsket at hoppe tilbage på banen og kæmpe igen i denne uge, så må jeg respektere min krop.'

'Jeg vil rette fokus mod min restitution med det samme, og jeg vil være helt klar, før jeg bevæger mig mod nye mål.'

Axelsen vandt Japan Open i 2017, men det får han altså ikke mulighed for at gentage.

Nyheden om Axelsens afbud er ikke den eneste nyhed fra den danske badminton-verden i dag: Anders Antonsen melder nemlig også ud, at han har tænkt sig at skabe sit eget træningssetup. Det kan du læse mere om HER.