VM var en fest både på og uden for banen. Der var ny teknologi, sydamerikanske fans, målmænd som taktiske brikker og meget, meget mere. BTs fodboldredaktør Morten Crone Sejersbøl var i Brasilien under hele VM-slutrunden og gør her - dagen efter finalen - boet op og peger på 10 ting, som VM-slutrunden 2014 lærte ham. Og formentlig også alle vi andre.

1. Teknologien er ufarlig

Fodbolden er konservativ og har i årevis været bange for teknologi. Ved VM har målteknologien, da den første forvirring havde lagt sig, vist sig at være ufarlig og ganske nyttig, og det samme har den nye skumspray - omend betegnelsen ’teknologi’ måske er at stramme den. Hvorfor ikke også prøve med videogennemsyn af tvivlsomme situationer? De nye tiltag har kun været positive.

2. Dommerlinjen kan blive for lempelig

FIFAs dommerchef, Massimo Busacca, har gjort en dyd ud af at instruere dommerne i at lade spillet glide ved at opfordre til så få stop som muligt. Det har højnet den gennemsnitlige effektive spilletid, har han påpeget, men det har også betydet, at alt for hårdt spil er blevet tilladt mod dygtige teknikere. Der er ikke givet færre gule kort siden 1986, og det har haft sin pris. Spørg bare Neymar.

3. Man kan godt lave en god VM-bold

Et evigt problem ved slutrunder er, at der altid bliver udviklet en ny bold. Det skaber normalt forvirring, for nu flyver den da for hurtigt og i helt uforudsigelige baner, og nu er den for let eller for tung. Heldigvis har Brazuca bare været... god. Og i øvrigt ualmindeligt sød på sin helt egen Twitter-profil.

4. Brasilien er et godt sted at holde VM

Der var store bekymringer for kriminalitet og optøjer i forbindelse med VM, men bortset fra nogle forholdsvis fredelige demonstrationer, har der ingen problemer været. Brasilien er et godt land at feste i, politiet har været talstærkt til stede, men tilbageholdende, og den almindelige brasilianer har været venlig og velkommende. Det har været fem ugers sang og glæde blandt alverdens fodboldfans.

5. Sydamerikanske fans er festlige

Fans fra især Argentina, Chile og Colombia, men også Uruguay, Costa Rica og Mexico, er valfartet til Brasilien for at deltage i festen. Det har skabt en usædvanligt levende og farverig stemning i de VM-byer, hvor deres hold har spillet.

6. Afrika har langt igen

Endnu engang skuffede de afrikanske deltagere, selvom de på papiret alle stillede op med særdeles velkvalificerede trupper. Cameroun mistænkes for matchfixing og kom for sent afsted på grund af en spillerstrejke, Nigeria nægtede at træne, fordi spillerne ikke havde fået deres VM-bonus, Elfenbenskysten og Ghana røg ud efter gruppespillet, og nordafrikanske Algeriet var ene afrikanske land om at overraske positivt.

7. Målmænd på taktikbrættet

Det overraskede en hel fodboldverden og chokerede de stakkels costaricanere, da Louis van Gaal skiftede Tim Krul ind i stedet for Jasper Cillesen kort før straffesparkskonkurrencen. Et smart og overraskende træk. Et mindre overraskende, men ikke mindre smart træk, har været at bruge Manuel Neuer som sweeper bag Tysklands høje forsvarskæde. Stærk oprydder.

8. James hedder Hrames

James Rodriguez har været VMs store åbenbaring. Mange vidste, han var god, men at han var SÅ god, skulle man vist have set meget fransk fodbold for at vide. Og at hans navn udtales Hrames eller [ˈxames roˈðɾiɣes], som det skrives på lydsprog, skulle man vist være kommet meget i Colombia for at vide.

9. Afleveringer betaler sig stadig

Modstandere af den spanske tiki-taka vil fryde sig over, at Spanien røg hjem efter gruppespillet, og pege på, at mange afleveringer ikke er lig med succes. Det er det heller ikke alene, men det er næppe tilfældigt, at de to finalehold er to af VMs tre mest afleverende hold. Det er stadig en effektiv vej til sejr at have bolden meget og spille den uden om modstandere via mange korte eller halvlange afleveringer. Tyskland havde inden finalen i snit foretaget 694 afleveringer per kamp, mens Argentina i snit lå på 622. Spanien sneg sig ind imellem de to med 690 afleveringer i snit i sine tre kampe.

10. Man kan forsvare effektivt på flere måder

Mens Tyskland for fire år siden spillede på hurtige omstillinger ud fra et dybt udgangspunkt, spillede holdet i 2014 med en høj bagkæde og erobringer langt fremme på banen med Neuer som en sweeper til at samle op, når der kom bolde i det store bagrum. Finalemodstanderen fra Argentina stod til gengæld dybt og forsvarede feltet, mens midtbanespillerne kæmpede for at forsvare rummet lige foran. To forskellige, men succesfulde veje til en finale. Hollands femmandsforsvar, der blev til tre mand, når de angreb, var effektivt nok til bronze.

I øvrigt...

... er England kommet videre, men har langt igen ...er Suarez verdens både bedste og dummeste angriber ...skal kontraktløse Ochoa nok få en kontrakt ...skal Spanien i gang med et generationsskifte ...mangler Brasilien en angriber ...og et alternativ til Neymar ...bliver Grækenland gjort værre, end de er ...havde Frankrig den flotteste trøje, men Colombia den fedeste ... er italienerne stadig de smukkeste ...er Asien lidt ligegyldig i fodboldsammenhæng ...er Pelé større end Maradona.