Betty Nansen Teatret fejrer triumfer - ikke bare i Danmark med årets Reumert for forestillingen »Når vi døde vågner«.

I august drager Jens Jørn Spottag og Kaya Brüel sammen med resten af spillerne fra den internationale succesforestilling »Woyzeck« af sted igen på et halvt års turné for at vise dansk teater, når det er bedst, i udlandet.

Turen går til New York, hvor der spilles på Broadway i tre uger, inden forestillingen rejser videre til Los Angeles, London, Berlin, Rom og Sarajevo.

»Vi er meget glade. Jeg kan ikke huske andre teatre, der har været inviteret til at spille i tre uger i New York,« siger Henrik Hartmann, teaterdirektør på Betty Nansen Teatret.

»Woyzeck« har været opført 180 gange, bl.a. i Berlin, Stockholm, Madrid og Paris. Henrik Hartmann sidder med foreløbig 60 nye forestillinger fra september til december, og der er tilbud fra udlandet flere år frem.

»Men vi tager et halvt år ad gangen. Det er sjovt, at dansk teater i den grad kommer rundt i verden med flere forestillinger, så man må sige, det går ganske godt. De fleste steder, vi har været, skriver man mere om Danmark end om os selv, så det er også med til at eksponere Danmark,« siger Henrik Hartmann, der samtidig kan glæde sig over, at årets Reumert-forestilling, Henrik Ibsen-stykket »Når vi døde vågner«, nu er inviteret til Norge til Ibsen-festivalen i august-september