Både den 20-årige Natalie Portman og 21-årige Hayden Christensen virker en anelse nervøse, da de sætter sig ned for at tale om deres hovedroller i »Star Wars Episode II - Attack Of The Clones« - de er ikke vant til den massive internationale interesse fra pressen.

SKYWALKER RANCH, CALIFORNIEN: Men som George Lucas' nye superstjerner ved de begge samtidig godt, at generthed og nervøsitet snart bør høre fortiden til. »Man kan jo ikke ønske sig en større rolle,« siger Portman, der spiller senator Padmé Amidala.

Portman indrømmer blankt, at hun ikke havde set så meget som én af George Lucas' tidligere film, da hun først blev udvalgt til sin mindre rolle i den forrige »The Phantom Menace« (1999).

»Det tror jeg godt, at han kunne lide - at jeg ikke var fan på forhånd,« siger Portman. Men siden da har den unge skuespillerinde studeret samtlige scener i samtlige film på video.

En research, som hendes filmelsker, den canadiske Hayden Christensen, ikke havde brug for.

»Min storebror var vild med Star Wars. Og sammen med ham legede jeg konstant med dukkerne og rummodeller fra de første afsnit,« fortæller Christensen, der i dag kan købe sig selv i dukkeformat. Begge skuespillere har allerede oplevet de første små pust fra den kommende fanorkan.

Således blev Portman for nylig overrendt af over 20 entusiastiske fans, der på en restaurant i L.A. havde genkendt hende fra »The Phantom Menace«. Og Christensen tilbragte halvanden time i San Francisco lufthavn - før ankomsten til Lucas' hemmelige ranch - med at skrive autografer til fans i alle aldre.

Men efter verdenspremieren ved de begge godt, at den slags vil virke som småting. »Det gode ved de typiske mandlige Star Wars-fans i 20erne, 30erne og 40erne er, at de primært er interesserede i historien, effekterne og hele konceptet - ikke så meget i de enkelte skuespillere.

Derfor var mange af fyrene på restauranten egentlig mere nysgerrige efter at høre historier om Lucas og sagaens videre udvikling,« griner Portman, der netop har afsluttet sin psykologiuddannelse fra universitetet.

Portman var som sagt med i den forrige Star Wars-film »The Phantom Menace«. Men ellers har hun gjort sig bemærket ved ligesom Christensen at indlede skuespillerkarrieren blødt med småroller i film som »Anywhere But Here« med Susan Sarandon, »Everybody Says I Love You« (Woody Allen) og senest i ungdomsfilmen »Where The Heart Is« sammen med Ashley Judd.

Christensen, der ikke er af dansk men af norsk oprindelse, blev sidste år nomineret til en Golden Globe for sin rolle i Kevin Kline-dramaet »Life As A House«. Og efter optagelserne til »Attack Of The Clones« har han spillet teater i Londons West End.

Nu har begge de unge skuespillere hypertravlt med at rejse verden rundt for at reklamere for Star Wars-filmen. Siden håber de begge at få plads til én eller to mindre film. Og fra midten af næste år går det løs med optagelserne til den sidste Star Wars-film, der endnu ikke har fået officielt navn.

»Det eneste vi ved er, at filmen skal have premiere i 2005. Hvad der sker med vores filmfigurer, ved kun George. Men lige meget hvad, så glæder jeg mig som en vanvittig,« siger Hayden Christensen.