»Selvfølgelig savner jeg min kæreste, Mai-Britt (Vingsøe, red.) og ungerne, men det er da fedt at sidde i solen, mens det åbenbart sneer i Danmark,« siger Søren Poppe, der var konferencier på storcenter-turene hele efteråret og derfor er inviteret med til Egypten.

Forleden deltog Poppe i en mini-»Stjerne for en aften« olympiade med bl.a. vandpolo. Den tidligere grand prix-vinder er sportsgal. »Jeg har spillet enormt meget fodbold, håndbold og bordtennis. Tro det eller ej,« siger Poppe og peger på maven.

Poppe er blevet lidt af et drilleobjekt. Blandt komikere - og sine kolleger.

»Da jeg var konferencier på center-turene, fik jeg øgenavnet Søren Chubby (buttet, red.) Så længe det er med et smil på læben, er det fint med mig. Det kan godt være, at de tager gas, men det betyder da, at man har gjort indtryk på nogle mennesker.

Når en komiker siger, at hvis man går til numerolog, så lad for guds skyld være med at vælge navnene Søren Poppe eller Anders Bircow, bliver jeg nærmest beæret over at blive nævnt sammen med Linie 3,« griner Poppe.