Målrettet terror er langtfra noget nutidigt fænomen. For 500 år siden trak engelske kong Richard IIIs to-årige regeringstid et blodspor af organiseret ondskab efter sig, der stadig får håret til at rejse sig.
Kan han ikke blive elsket, kan han i det mindste blive frygtet og hadet, som han selv hader. En tyran som Lennart Hansen etablerer straks i prologen. Kroppen synker sammen, den visne arm falder ned, og det halte ben viser med ét deformiteten på krop og sjæl. Med øjenbrynene sarkastisk i vejret hvisler han smilende dødens budskab til ofrene og forfører morbidt deres hustruer og mødre.
Det er en helstøbt præstation og en flot nutidig oversættelse også af ham, som langt overgår den ufokuserede iscenesættelse. Hvis massive flirt med folkekomedien går dårligt i spænd med dramaet i den store stil.
Til gengæld er scenebillederne entydige og stærke. En buet mur, et rustent jerngitter og et enormt flisegulv med skiftende sætstykker klarer det hele.
Magten er målet for Richards grusomme galmandsværk. Der dog kun bliver muligt takket være andres grådige og velvillige kyniske hjælp. Synd følger synd, og skyld følger skyld i et land, hvor borgerkrigen netop er forbi. Men hvor det, der følger efter - ondskabens arvesynd - viser sig at være endnu værre.
Hvorfor har iscenesættelsen ingen troværdige bud på, og derfor får det onde heller intet troværdigt modspil. Lane Lind og Ghita Lehrman spiller stort ud som Richards mor og svigerinde, men også hos dem holdes rædslerne på det private menneskelige plan.
Livet bliver ubærligt, når terroren tager magten. Men hvordan det kommer så vidt på det store plan, får vi ikke at se.
»Richard III« af William Shakespeare. Oversættelse: Lennart Hansen. Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Åsa Lieberath Mørk. Odense Teater, Sukkerkogeriet.
