Ny undersøgelse viser, at karrieren for kvindelige skuespillere er kortere end for deres mandlige kolleger. Og især når kvinderne bliver omkring 35- 40 år, bliver der langt imellem jobbene.

- Enten så kan man være den unge tiltrækkende kvinde, eller så spille mor. Ellers er der ikke meget andet. Det er småt med roller til os kvinder. Så det er helt klart et problem og noget, som vi taler meget om, lyder det fra Jeanne Boel.

En undersøgelse blandt 21 europæiske lande viser, at kvindelige skuespillere har en kortere karriere end deres mandlige kolleger. Kvinderne har noget at bestille, når de er unge, men så snart de bliver ældre, svinder rollerne drastisk ind.

Det er et billede, som Eleonora Jørgensen, som er med i bestyrelsen af Skuespillerforbundet, sagtens kan nikke genkendende til.

- Ja, der er helt klart noget om problemet, og det er en problemstilling, som gælder overalt i samfundet. Hvornår har man sidst set en kvindelig tv-vært, som er over 40 år. Det er altid en ung smuk værtinde og en ældre mandlige medvært. Der må sidde nogle mænd og bestemme det. Det er i hvert fald ikke os kvinder, som har besluttet det. Og det samme gælder i skuespillerbranchen. Hvornår har man set en kvinde på 45 år i en hovedrolle på film, tv eller teatret. Det sker sjældent, og hvis det endelig gør, så bliver det gjort til en sentation. Det er en klar forskelbehandling, siger en harm Eleonora Jørgensen.

LÆS VIDERE NEDENFOR

Birthe Neumann mener, at de kvindelige skuespillere slås med et gammelt problem.

- Der er alt for få kvinderoller i de klassiske stykker. Det var der også for 20 år siden. Så det er faktisk et gammelt problem, som vi har at gøre med. Jeg har også tidligere været med til at gøre opmærksom på det.

- Vi kvinder er den halve af verden, og hvis vi på teatret skal afspejle den verden, som vi lever i, skal der også være mange flere kvinderoller. Desuden er de fleste, der går i teatret også kvinder. Så det er paradoks og hænger slet ikke sammen, gør Birthe Neumann opmærksom på.

Ifølge hende er de fleste forfattere og teaterdirektørere mænd, og det er også en medvirkende grund til uligheden mellem mandlige og kvindelige skuespillere.

- Vi er nødt til at påvirke dem, så der bliver skrevet flere roller til kvinder. Måske skulle man oprette en støttepulje, som opfordrede nogen til at gøre det. Det skal bare ikke være decideret kvindeteater. Men stykker med almenmenneskelige problemer, hvor kvinder er stærkere repræsenteret, lyder forslaget fra Jeanne Boel.

Også Birthe Neumann og Elenora Jørgensen mener, at løsningen er, at der bliver skrevet flere roller til kvinder.

- Vi skal presse på for, at det sker, og jeg tror også, at det er et problem, som med tiden vil blive udjævnet, mener Birthe Neumann.