På under ti sekunder nedlagde Stig Tøfting en tydeligt nervøs Sidney Lee. Et par timer senere vandt pokerspilleren Theo Jørgensen nævekampen mod kollegaen, Gus Hansen.

Plæneklipperen mod muskelmonsteret – fodboldpensionisten mod den unge show-wrestler. Egentlig burde udfaldet af lørdag aftenens store boksebrag i KB-Hallen i København have givet sig selv.

Men når navnet er Stig Tøfting bliver alle former for normalitet på forunderlig vis ophævet.

Det beviste 39-årige Tøfting med al tydelighed i aftes i KB-Hallen, da han maste sin ni år yngre modstander Sidney Lee Overgaard - primært kendt for sine hårdtpumpede og selvbrunede muskler.



Efter knap ti sekunders boksning var det hele forbi. Tre hurtige slag sendte ”Lee” i gulvet, der af hele hallen straks blev udråbt til ”tudefjæs”. En rasende Tøfting overfusede efterfølgende sin modstander – tydeligt utilfreds med sin Sidney Lees indstilling til den fight, der aldrig for alvor kom i gang. Stig Tøfting tilbød ellers sin modstander, at bokse videre men det afslog wresleren som hurtigt forlod scenen med ordene til B.T.'s reporter:

- Jeg er færdig! Jeg fik et par hurtige med slag med venstre, og så var jeg færdig, sagde wrestleren inden han forlod salen i en stor pibekoncert.

I omklædningsrummet efter kampen sad en utilfreds og uforløst plæneklipper.

- Det så jo ikke ud til, at han havde lyst til at bokse. Jeg tilbød ham, at vi kunne fortsætte, hvor vi bare tjattede lidt til hinanden, så publikum kunne få lidt ud af det. Folk betaler jo over 200 kroner for at se boksekamp, sagde han til BT TV.

Hvad er din kommentar til Sidneys indsats?

- Jeg synes jo, det er lidt for latterligt at stille op, hvis det er med sådan en indsats.

Er han er tøsedreng?

- Det er der nok nogen, der vil sige, sagde Tøfting.





Et par timer senere på aftenen var det pokerspillerne Gus Hansen og Theo Jørgensens tur til at slå på tæven.

Og her fik publikum langt flere bokseslag at se. De to kortspillere boksede hele kampen, og til Gus Hansens store fortrydelse måtte han se sig slået af Theo Jørgensen på point.

Dermed blev et væddemål på 250.000 kroner afgjort, som de to pokerspillere på forhånd havde aftalt.