Ikke plads til Angelina Jolie og Brad Pitt når ex-præsidenten er i byen

Brad Pitt og Angelina Jolie er vant til at blive behandlet som kongelige, når de i Cannes. Men i år må de se sig degraderet.

For når USA's tidligere præsident Bill Clinton kommer til byen, er det ham, der har kronen på.

Hollywoods superpar nummer ét har således måttet se om efter et andet sted at bo, efter Bill Clinton har lagt beslag på det meste af det top-eksklusive Hotel du Cap i Antibes udenfor Cannes. Dét hotel der plejer at være deres hjem, mens de er i Cannes.

I stedet har Brad og Angelina været nødt til at leje en villa i den nærliggende lille by La Napoule. Mens Clinton fører sig frem på Hotel du Cap.

- Der er fuldstændig lukket for adgang til hotellet i 36 timer. Ingen som ikke har tilladelse får lov til at komme i nærheden af hotellet, baren eller restauranten, så længe Bill er der.

- Og der er tilmed udstedt et flyveforbud i luftrummet over hotellet, som en kilde fra Hotel du Cap siger til Daily Mail.

Normalt forbinder man ikke Bill Clinton med filmfestivaler. Men i aften er han vært ved den årlige AIDS velgørenhedsmiddag, som altid finder sted under festivalen og får alle de rige og berømte til at valfarte til Cannes for at rasle med juvelerne, mens de graver i lommen efter de store checks.

I år er ingen undtagelse. Udover Bill Clinton, Sharon Stone, 50 Cent, Mike Myers, Eva Green, Elizabeth Hurley, Dita Von Teese og Annie Lennox, får Brad Pitt og Angelina Jolie selvfølgelig lov til at komme med ind i varmen. Og det hedder sig sågar, at Lars von Trier – der ligeledes bor på hotellet – ventes at være blandt gæsterne. Hvor tvivlsomt det end måtte lyde!