244.000 tyskere kræver at få fjernet billeder af deres hjem fjernet fra Googles gadeatlas Street View på nettet. Men det er færre end ventet.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Knap en kvart million tyskere vil ikke finde sig i, at internetgiganten Google har fotograferet deres hjem og lagt billederne ud på nettet. Omkring 244.000 tyske husstande har således krævet at få billederne af deres hjem fjernet fra Googles gadeatlas Street View.

Det meddeler internet-koncernen, efter at en første frist til at klage over billederne i Tysklands 20 største byer udløb fredag.

Den tyske forbrugerminister, Ilse Aigner, har gentagne gange beskyldt Google for at overtræde privatsfæren. Og da Google i august sendte sine fotografer rundt for at kortlægge gaderne i de 20 storbyer, rasede mange da også over at blive udspioneret.

Tyskerne er ikke meget for at blive registreret, fordi den slags i EU's største land vækker mindelser om overvågningen under nazismen og DDR-styret.

Tyske webmedier hæfter sig dog ved, at klagerne over Street View er langt færre end ventet. Det drejer sig nemlig kun om cirka tre procent af alle de husstande, der er blevet fotograferet i de byer, hvor Street View går i luften inden udgangen af året.

Google vil nu sløre billederne af de pågældende bygninger i gadeatlasset, som er en del af googlemaps.

I Danmark har Datatilsynet rådet folk til at melde sagen til politiet, hvis de finder uønskede billeder af sig selv på Google Street View.

/ritzau/dpa

________________________________
'Synes godt om' B.T. på Facebook. Så deltager du automatisk i konkurrencen om et lækkert videokamera eller 3 måneders gratis abonnement på B.T.
Tryk 'synes godt om' i boksen herover og deltag i konkurrencen. Vinderne trækkes d. 29. oktober.