Flere 100 mennesker rapporterer fra ambassade-uro i Yemen via det sociale medie Twitter

Det ulmer igen i Mellemøsten. Mod alle odds udnytter aktivister og journalister deres ytringsfrihed på de sociale medier og rapporterer direkte fra optøjerne. Senest fra angrebet på den amerikanske ambassade i Yemen.

Heftig aktivitet på Twitter

Hele torsdag formiddag og eftermiddag har der været heftig aktivitet blandt journalister og aktivister i og omkring byen Sanaa i Yemen, der huser den amerikanske ambassade. Flere af dem rapporterede om urolighederne via det sociale netværk Twitter, der igen har vist sig at være nyttigt, hvis man vil følge slagets gang tæt på realtid.


Manglende sikkerhed vækker undren

Flere billeder deles flittigt på Twitter. Et af billederne viser brændende biler på den amerikanske ambassade. Fotoet har affødt en del undren. En aktivist ved navn Alaa Jarban bosiddende i Sanaa har delt billedet, og udtrykker bekymring:

- Hvordan kunne protestanterne komme så langt, når den amerikanske ambassade i Sanaa er kendt for at være et af de bedst sikrede steder på jorden?, skriver han på sin Twitter-profil.

Et hvidt flag

En advokat, Haykal Bafana, bosiddende i Sanaa deler Alaa Jarbans undren og tweeter et andet foto. På fotoet ser man en demonstrant, der er klatret op i en af ambassadens flagstænger. Han har erstattet det amerikanske flag med et hvidt flag. På flaget står den muslimske trosbekendelse: Der er ingen gud foruden Allah, og Muhammad er hans profet. Advokaten henleder desuden folks opmærksomhed på et sort flag, der hænger under det hvide. Det sorte flag har ofte været sat i forbindelse med Al Qaeda, skriver Haykal Bafana.

Se også

Journalist: Sikkerhedsfolk var usynlige

Desuden beretter flere brugere om journalisten Benjamin Wiacek, der efter eget udsagn blev truet og slået af amerikanske sikkerhedsfolk ved ambassaden, selvom han viste sit pressekort. Wiacek fortalte også om sine oplevelser til Sky News.

- Jeg blev banket af sikkerhedsfolk, selvom jeg råbte "journalist" og viste mit officielle pressekort. De rettede en pistol mod mig og skubbede mig ned på gulvet, skriver journalisten og beskriver området som et sandt kaos, hvor de officielle sikkerhedsfolk var nærmest usynlige. De der var, handlede overilet, skriver Benjamin Wiacek på Twitter.