Den tidligere amerikanske præsident George H.W. Bush er blevet indlagt på et hospital i Houston i staten Texas, efter at han fik et ildebefindende.

Det fortæller lederen af ekspræsidentens stab, Jean Becker, til Houston Chronicle.

»Han er der nu. Han har det godt,« siger hun.

Hun fortæller, at lægerne har flere teorier om Bush' tilstand, og at han tager godt imod den behandling, som han får. Hans tilstand er derfor angiveligt 'stabil'.

Årsagen til indlæggelsen vil hun dog ikke afsløre.

George Bush er indlagt på Methodist Hospital på Texas Medical Center, hvor lægerne vurderer, at han kan udskrives i løbet af de kommende dage.

George H.W. Bush er 92 år. Han var præsident fra 1989-1993. Hans ældste søn, George W. Bush, blev senere præsident og sad på posten fra 2001 til 2009.

Den ældre Bush blev i 2015 indlagt med en fraktur i nakken, efter at han var faldet i familiens hus i Kennebunkport.

Sidste år blev han indlagt med vejrtrækningsproblemer. Han blev udskrevet nogle dage senere.

/ritzau/