Mere end 800 mennesker har mistet livet i de værste oversvømmelser i Thailand i mere end et halvt århundrede.

Dødstallet efter de værste oversvømmelser i Thailand i mere end et halvt århundrede fortsætter med at stige, og nu har mere end 800 mennesker mistet livet.

Det oplyser landets regering.

Voldsom regn i den sydlige del af landet - samt forsinkede indberetninger af tidligere dødsfald - er årsagen til, at tallet nu når op på 823 ofre.

Der er dog også positive nyheder for Thailands indbyggere, da vandet ifølge Indenrigsministeriet mange steder er ved at trække sig tilbage.

De voldsomme oversvømmelser har berørt over to millioner mennesker i Thailand. Den økonomiske vækst er reduceret og forstyrrer den globale forsyningskæde af thailandsk producerede computere og autodele.

Oversvømmelserne begyndte i den nordlige del af landet på grund af meget regn, som har oversvømmet floder og ført vandmasser mod syd.

Rishøsten i flere egne er spoleret. Thailand er blandt verdens største riseksportører og en fjerdedel af afgrøderne menes at være ødelagt af vand.

Også landets hovedstad, Bangkok, som har mere end 12 millioner indbyggere, har været berørt af oversvømmelserne, som falder sammen med store vandmængder fra det centrale højland.

Vandet oversvømmede industriområder specielt nord for Bangkok, hvilket gik ud over computer- og bilbranchen.

Mindst 20 procent af Bangkok var på et tidspunkt oversvømmet af flodvand, som var forurenet med affald, døde dyr og industriaffald.

Tirsdag fik oversvømmelserne den japanske bilproducent Honda til at skrotte flere end 1000 biler i Thailand.

Det skete for at forsikre bilkøbere om, at der ikke på noget tidspunkt vil blive solgt Honda'er, der har været ramt af den seneste tids oversvømmelser i landet.

/ritzau/AFP