Er Rusland et demokrati?

Det kan de tilsyneladende selv komme i tvivl om fra tid til anden – endda hele vejen op i toppen af statsapparatet.

Tirsdag kom Kremls talsmand – og dermed Putins talerør – Dmitrij Peskov for anden gang på tre måneder med udtalelser, der kan tolkes som en erkendelse af, at der reelt ikke findes et alternativ til den siddende præsident. 

»Vi har sagt gentagne gange, at præsident Putin er helt sikkert den førende politiker og statsmand i vores land.«

»Jeg mener, selv om jeg ikke rigtig må udtale mig om dit og dat, men hvis jeg bryder reglerne, så kan jeg sige, at han ikke rigtig har nogen modstandere og ikke kan have nogen i Rusland«.

Sidste gang, Dmitrij Peskov, vakte opsigt med udtalelser om Putin, forsvandt han fra jordens overflade i tre uger, og da han endelig dukkede op igen, var hans ord blevet kraftigt redigeret af russiske statsmedier.

Det skriver Newsweek.

I august sagde han til The New York Times, at Rusland ikke rigtig er et demokrati, og at deres valg ikke er en demokratisk handling, men derimod en dyr omgang bureaukrati.

Efterfølgende blev det påstået, at den amerikanske avis havde misforstået ham, og at han i virkeligheden sagde, at Putin er så populær, at hvis han stiller op til genvalg, vil der aldrig være tvivl om udfaldet, idet 90 procent af vælgerne vil pege på ham.

Russerne skal til stemmeurnerne 17. marts, og Vladimir Putin har endnu ikke annonceret sin genopstilling.