Aktiekurserne styrtdykker i Asien med det største fald på børsen i Tokyo i 20 år. Japans premierminister lover et hasteindgreb.

De asiatiske aktiemarkeder led i dag store tab med det værste sammenbrud på børsen i Tokyo siden 1987. Det japanske Nikkei-indeks sluttede med et fald på 9,38 procent, og analytikere siger, at det er et sammenbrud.

Fra Hongkong til Sydney, fra Singapore til Mumbai, dumpede investorerne deres aktier af frygt for, at politikerne står magtesløse over for den værste globale finanskrise siden den store depression i 1930'erne.

- Disse former for indgreb virker ikke længere. Det er som om, at man forsøger at pumpe blod ind i et hjerte med tilstoppede blodårer, konstaterede Hiroichi Nishi, en børsmægler i Nikko Cordial.

Blodbadet tvang en række lande til at tage dramatiske skridt i forsøget på at bremse de styrtdykkende kurser. Indonesien stoppede aktiehandlen, efter at kurserne var raslet ned med mere end 10 procent. Også Hongkong gik i minus 5, mens Sydkorea tabte næsten 6 procent.

Japans premierminister, Taro Aso, meddelte, at regeringen forbereder skridt til at modgå den finansielle krise, oplyste nyhedsbureauet Jiji.

/ritzau/AFP