Al-Shabaab, som er en del af al-Qaedas terrornetværk, er drevet ud af sit sidste store tilholdssted af kenyanske invasionsstyrker og somaliske regeringstropper.

SOMALIA: Den somaliske al-Shabaab-milits, som formelt er en del af al-Qaedas terrornetværk, er blevet fordrevet fra havnebyen Kismayo i den sydlige del af Somalia.

Det er sket i løbet af natten til lørdag, efter kenyanske invasionsstyrker fredag ved daggry blev landsat på strandene ved byen.

Her indledte de et koordineret angreb sammen med somaliske regeringsstyrker og soldater fra FNs fredsstyrke fra landsiden og havde fredag aften nedkæmpet de fleste af militsens stillinger i byen.

Ifølge Reuters lød det sent i nat fra al-Shabaabs talsmand, Sheik Ali Mohamud Rage:

- Vi har trukket vores krigere ud af Kismayo ved midnat.

Talsmanden betegnede samtidig tilbagetrækningen som et taktisk tilbagetog og truede med, at al-Shabaab vender tilbage.

- Kismayo vil blive forvandlet til en slagmark, sagde han.

Havnebyen var al-Shabaabs sidste store tilholdssted, hvorfra militsen også har kunnet supplere sine våbenforsyninger, men samtidig har havnen også fungeret som en stabil indtægtskilde til militsen, fordi den har krævet skatter af de skibe, der anløber den.

Al-Shabaab, der kæmper for at omdanne Somalia til en fundamentalistisk islamistisk stat, har desuden haft kontrol med det meste af det centrale og sydlige Somalia, herunder hovedstaden Mogadishu.

Alle steder, hvor den har haft magten, har militsen indført den strengeste fortolkning af sharia, hvilket blandt andet har betydet afstraffelse med afhugning af lemmer og stening. Det har ikke øget dens popularitet.

Langsomt men sikkert er militsen gennem det seneste år kommet under stigende pres fra invasionsstyrker fra Etiopien og Kenya, samt fra somaliske regeringsstyrker og FNs fredsstyrker og måtte allerede i august sidste år opgive Mogadishu. Al-Shabaab har dog som bebudet fortsat sin kamp ved at gennemføre mange selvmordsangreb i hovedstaden mod regeringen og fredsstyrkerne.

Den danske terrorforsker Søren Hove, ph.d. ved Dansk Institut for Internationale Studier, advarede over for Berlingske Nyhedsbureau fredag mod at afskrive al-Shabaab og tro, at militsen er på vej til at blive nedkæmpet, selvom den måtte opgive Kismayo.

En af dens særkender er, at den har vist, at den har evnen til at føre guerilla-krig:

- Et af al-Shabaabs andre særkender er, at den har været god til at mobilisere modstand mod invasionsstyrker. Lige nu er man i en situation, hvor der er styrker fra Etiopien, Kenya og Uganda samt Burundi, og vi ved fra Somalias historie, at det kan man godt mobilisere en masse mennesker på, lød det fra Søren Hove.