Et passagerfly fra Czech Airlines måtte onsdag aften nødlande i Prag, da piloten døde midt under flyvningen.

Det tjekkiske luftfartsselskab oplyser ifølge VG i en pressemeddelelse, at kaptajnen blev syg under flyvningen fra Warszawa, og at det var andenpiloten, der landede propelflyet.

Da flyet af typen ATR 72 ankom til Prag, var både brandvæsen og ambulancer i fuldt beredskab, men selvom landingen gik problemfrit, kunne ingen førstehjælp redde piloten.

- Desværre lykkedes det ikke at redde kaptajnens liv, siger Hana Hejskova fra flyselskabet i erklæringen.

Hun understreger, at ingen passager på noget tidspunkt var i fare.

Lederen af de tjekkiske piloters sammenslutning, Peter Zmolik, siger, at den erfarne 55-årige pilot, havde arbejdet for Czech Airlines i næsten 20 år.

Desuden lægger han vægt på, at en andenpilot altid er uddannet til at klare en sådan situation.

Ifølge nyhedsbureauet AP døde en anden pilot i 2009 under en flyvning fra Belgien til USA. Flyet fra Continental Airlines blev i det tilfælde nødlandet af andenpiloten, uden at passagererne fik noget at vide.

Også 7. januar i år døde en pilot under en flyvetur - denne gang i et Boeing-fly over Rusland. Denne gang var det dog andenpiloten, der fik et hjerteanfald - og førstepiloten, der landede flyet sikkert i Moskva.